Vi skaber selv historien om vores landdistrikter

Vi skaber selv historien om vores landdistrikter

Udgivet 22. april 2025

Vi kan uden tøven argumentere for, at livet i landdistrikterne er skønt. Mange er enige. Men vi må også erkende, at det ikke altid er nok, skriver erhvervsminister Morten Bødskov og Steffen Damsgaard, formand i Landdistrikternes Fællesråd.

Af Morten Bødskov, Erhvervsminister (S) og Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Mange kender fortællingen om landdistrikter i forfald. Om butiksdød og udfordringer med at sælge huset. Sandheden er, at billedet er mere nuanceret.

Ja, der er udfordringer, men der er også succeshistorier. Vi kan se, at der er kommet mange flere nye grønne arbejdspladser i takt med den grønne omstilling – og mange af dem er altså solide job i industrien uden for storbyerne. Og ser vi på boligmarkedet, ser vi et marked i bedring, hvor liggetiderne generelt er faldende.

For den enkelte familie er det vigtigt, at der er lige muligheder for at bo og arbejde i hele landet. For samfundet er det en nødvendighed. Ellers risikerer vi, at Danmark knækker midtover. At der bliver for langt mellem land og by.

Vi kan uden tøven argumentere for, at livet i landdistrikterne er skønt. At der er en særlig stemning ved at bo i en lille by, hvor man kender hinanden og hilser på hinanden hos købmanden og over hækken.

Hvor børnene spiller fodbold i den samme forening som klassekammeraterne, og hvor mange selv kan cykle i skole. Hvor man holder øje med ubudne gæster, når naboen er på ferie, og hvor man samler sig til gadefest og byfest, fordi man vil hinanden og vil fællesskabet, sammenholdet og nærværet.

Mange er enige. Men vi må også erkende, at det ikke altid er nok. Der er brug for mere konkret handling, og heldigvis kan vi selv være med til at forme, hvordan vores landdistrikter skal udvikle sig.

Derfor har regeringen blandt andet præsenteret et landdistrikts­udspil, ligesom der er indgået politisk aftale om såkaldt »rød løber for produktionsvirksomhederne«. Det skal gøre det hurtigere og nemmere for de industrivirksomheder, der vil udvide eller bygge ny produktion – og som på den måde skaber nye arbejdspladser og styrker Produktionsdanmark.

Der er også indgået en bred politisk aftale med fokus på iværksættere i hele landet. Den dedikerer 1 mia. kr. til vækstlån til vores iværksættere i landdistrikterne via Danmarks Eksport og Investeringsfond. Og der er afsat 140 mio. kr. til at skabe levende bymidter. På samme tid tager lokalmiljøer, foreninger og organisationer et stort arbejde hver eneste dag derude i de enkelte områder.

Men der er flere brikker, vi skal have på plads i det store Danmarksspil. Og boligmarkedet er en vigtig brik af slagsen.

For selvom liggetiderne generelt er blevet lavere, ser vi stadig udfordringer i nogle af landets postnumre. Hvor liggetiderne nogle steder rammer et år, og hvor potentielle købere oplever, at det er svært at få hjælp til boligfinansiering.

Landdistrikternes Fællesråd har længe ønsket hjælp til boligkøbere i landdistrikterne. Regeringen ønsker også at forbedre mulighederne – derfor indførte vi den såkaldte Lån på Landet-ordning, og derfor udvider og fremtidssikrer vi den nu.

Ordningen gør det muligt for boligkøbere i landdistrikterne at få statsgaranti på en del af lånet, hvis pengeinstituttet eller realkredit­instituttet vurderer, at det er nødvendigt, for at de vil yde lånet.

Ordningen bliver permanent, så boligkøbere kan få ro i maven om, at ordningen også findes, når de en dag skal sælge deres hus igen, og den finansielle sektor ved, at den ikke kun er en forsøgsordning.

Samtidig udvides ordningen, så garantien kan dække en større del af lånet, faktisk fra 40 til 90 pct. af boligens handelsværdi. Det skal gøre, at realkredit­institutterne bliver mere villige til at give lån, fordi staten nu kan tage en større del af risikoen.

Vi har et skønt land. Med mange skønne områder og byer. Men der ligger stadig en opgave i at sørge for, at alle egne har gode muligheder for at indfri sit potentiale.

Indlægget er bragt på JP.dk tirsdag den 22. april 2025.

1365 2048 Landdistrikternes fællesråd
Søg her