De senere år har vi set en udvikling, der truer en del af sammenhængskraften i vores land. Den kollektive transport, som burde være en del af den lim, der binder os sammen som mennesker og samfund, svækkes – især i landdistrikterne.
Mange busruter er blevet nedlagt, og det efterlader borgere som dig og mig – i landdistrikterne uden bil – i en svær situation. Forestil dig at være ældre, ung eller endda en børnefamilie uden en bil i en landsby, hvor bussen sjældent kommer, hvis den overhovedet kommer.
Det er ifølge Transportministeriets eget ekspertudvalg virkeligheden for 22 % af familierne i landdistrikterne, som ikke ejer en bil. De borgere er afhængige af den kollektive transport, og når vi skærer i den, efterlader vi de folk med få muligheder for at komme til lægen og handle ind, ligesom der for mange ikke er nogen reelle kollektive transportmuligheder, hvis man på daglig basis skal på arbejde eller til uddannelse fra ens bopæl. Og selv om nogle finder løsninger med samkørsel, så er der mange, der ikke gør, og vi risikerer at isolere en stor del af befolkningen, hvis vi ikke handler nu.
Hos Landdistrikternes Fællesråd har vi taget kampen op for at vende denne udvikling. Med vores mobilitetsudspil “Fremtidens mobilitet i landdistrikterne” præsenterer vi fem pejlemærker, som skal bidrage til, at alle har adgang til pålidelig, brugervenlig og prisvenlig transport. Bussen kan over tid selvfølgelig ikke køre tom rundt, så det er også vigtigt, at vi får arbejdet med at få flere borgere til at vælge bussen – evt. i kombination med andre mobilitetsformer.
Det handler ikke blot om at bevare landsbyerne, men om at sikre muligheder for befolkningen og styrke lokalsamfundene, så de forbliver levedygtige og attraktive steder at bo. I 2023 blev Årets Landsby Sparkær bl.a. valgt pga. deres store lokale indsats og flotte resultat med at få et stop på den regionale togforbindelse. Dette er blot et billede på, at en fast forbindelse med bus eller tog vægtes meget højt af borgerne og landsbyerne for at kunne være attraktive for tilflytning.
Busser og tog bør udgøre rygraden i den kollektive transport i hele landet, om end der vil være regionale forskelle. Der har dog allerede været en markant tilbagegang, for siden 2016 er antallet af køreplanstimer i landkommunerne faldet med hele 13,4 %, ifølge tal fra Dansk Industri. Det er et stort fald, og det rammer hårdt.
Borgerne bliver nærmest tvunget til at eje en bil for at kunne blive boende – og i familier måske endda flere biler – for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er ikke kun en økonomisk byrde, det går også imod ambitionerne om en grønnere fremtid. Vi må vende denne tendens og styrke den kollektive transport, så vi kan mindske behovet for endnu flere privatbiler og samtidig fremme klimavenlige alternativer.
Men busser og tog kan ikke stå alene. Der er behov for nye, fleksible løsninger, der kan dække de behov, som de traditionelle transportformer ikke kan klare. Vi taler om flextur, bus-på-bestilling, samkørsel og delebiler. Allerede i dag er der flexbusser og flexbiler, og samkørsel kender vi fra bl.a. pendling. Men de fleksible transportløsninger kan udbygges og kombineres med både det faste rutenet og med de mere frivilligbårne transportformer, som f.eks. frivilligbusser og landsbybusser. Med den rette kombination af transportløsninger kan vi sikre, at ingen i landdistrikterne efterlades uden muligheder – heller ikke dem, der bor langt fra de større byer.
Afstanden til kollektiv transport er ofte en barriere i landdistrikterne. For mange er der simpelthen for langt til den nærmeste bus eller togstation. Det bør ikke være sådan. I vores vision for fremtidens mobilitet skal ingen have mere end 5 kilometer eller 15 minutters rejsetid til et skiftepunkt, hvorfra de kan nå videre. I dag er det faktisk allerede 96 % af danskerne, der bor inden for 5 kilometer af en station eller bus på hovednettet. Men de sidste 4 % er – ikke overraskende – i landdistrikterne, og det omfatter mange borgere og store geografiske områder. Med de rette investeringer kan vi sikre, at også de sidste borgere får rimelig adgang til en effektiv kollektiv transport.
Det, vi kæmper for, er ikke bare transport. Det er friheden til at bo, leve, arbejde og uddanne sig, hvor man vil, uden at være begrænset af sin bopæl eller være nødsaget til at have en eller flere biler. Det er muligheden for at deltage i fællesskabet – om det så er arbejdet, skolen eller fritidslivet. Kollektiv transport skal være lokalt forankret, skræddersyet til de behov, der findes i det specifikke område. Ved at inddrage lokalbefolkningen, lokalrådene og borgerne kan vi sikre, at transporttilbuddene bliver brugt – for det nytter ikke at have tomme busser, der kører på veje og afveje.
Og så må vi ikke glemme prisen. For 62 % af danskerne er billigere billetter den afgørende faktor for, om de vælger den kollektive transport. Det gælder i særlig grad i landdistrikterne, hvor lange afstande og for få afgange med lang tid mellem hver afgang gør bilen mere attraktiv. Kollektiv transport skal være et reelt alternativ til bilen – både økonomisk og praktisk. Vi skal gøre det nemt og billigt at vælge den grønne løsning.
Alt dette kræver politisk mod, vilje og investeringer. Der er udenlandske erfaringer, som indikerer, at der kan gøres mere for at få flere til at vælge kollektiv transport og fleksible mobilitetsløsninger. Det er også nødvendigt, hvis vi vil sikre, at også vores landsbyer kan blomstre og være attraktive for nye beboere.
Med vores mobilitetsudspil har vi givet en række bud på, hvordan fremtidens transport kan se ud i landdistrikterne. Vi arbejder for en fremtid, hvor ingen bliver efterladt. Hvor alle har mulighed for at deltage i samfundet – uanset hvor de bor.
Debatindlægget er bragt i Avisen Danmark 02.05.2025