Sundhedstilstanden er udfordret i mange landdistrikter, hvor afstanden til læge, sundhedstilbud og forebyggende indsatser ofte er længere end i byerne. Sundhedslandsbyerne skal indtil 2030 arbejde for at skabe mere nærhed i sundhed gennem lokale initiativer, stærke fællesskaber og et tæt samarbejde med kommune, frivillige, lokale aktører og sundhedsvæsenet.
I 2023 startede projektet Sundhedslandsbyer i de seks pilotlandsbyer Nysted i Guldborgsund Kommune, Bisserup i Slagelse Kommune, Bagenkop i Langeland Kommune, Ommel i Ærø Kommune, Nørager i Rebild Kommune og Asaa i Brønderslev Kommune. Her blev nye aktiviteter og fællesskaber udviklet og afprøvet med et mål om at modvirke den sociale og geografiske ulighed i sundhed. Med en ny bevilling fra Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden får de eksisterende sundhedslandsbyer, og fire nye landsbyer i henholdsvis 2026 og 2027, muligheden for at udvikle mere lokal sundhed hen over 2,5 år.
De fire nye sundhedslandsbyer i 2026 er: Gandrup i Aalborg Kommune, Veflinge i Nordfyns Kommune, Ulbølle i Svendborg Kommune og Sydvest Sallings Landsbyklynge i Skive Kommune.
Viden om sundhedslandsbyerne
Ønsker du at lære mere om Projekt Sundhedslandsbyer (herunder målgruppe, initiativer, samt inspiration til din landsby), så er sundhedslandsbyer.dk et godt sted at starte.
Her finder du også ‘Bogen om Sundhedslandsbyer’ hvor du får et unikt indblik i, hvordan de første seks landsbyer arbejder med at mindske den ulige adgang til sundhed, der er den barske realitet i landdistrikterne. Gennem ildsjæle, gågrupper, madfællesskaber, krea-værksteder, kultur- og naturprojekter har de vist, at små steder kan skabe store forandringer.
Finansiering af projektet
Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden og Nordea-fonden. I løbet af projektperioden får den enkelte landsby konsulentbistand fra Landdistrikternes Fællesråd og økonomisk støtte til fællesskaber, aktiviteter, faciliteter, materialer mm.
Bliv en Sundhedslandsby
I 2027 får fire nye landsbyer mulighed for at blive en del af projektet. Ved tilmelding af nyhedsbrevet får du besked om, hvornår ansøgningsrunden opstartes.
Landdistrikternes Fællesråd står for udvælgelsen af nye Sundhedslandsbyer ud fra en række kriterier:
- Indbyggertal mellem 500 og 2000 indbyggere
- Kommunal interesse for at indgå i projektet og samarbejde med landsbyen
- Lokal styregruppe af frivillige (min. 3 personer) med lyst og vilje til at drive udviklingsprocessen lokalt i landsbyen.
- Krav om at projektet forankres organisatorisk i fx en borgerforening, lokalråd, landsbyforum el.lign.
- Tradition for borgerengagement, frivillighed og aktivt foreningsliv
- En fordel med opbakning fra lokale aktører fx lægepraksis, sundhedshus, lokalcenter mfl. i nærmiljøet
Hvis din landsby går med et spirende ønske om at blive ny sundhedslandsby, opfordrer vi til, at I allerede nu prøver kræfter med lignende aktiviteter og initiativer, der passer til behovene og ønskerne hos jer og bidrager til et styrket fællesskab og mere nærhed i sundhed i jeres landsby.