Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, og Steen Vindum, formand for Trafikselskaberne i Danmark
Når politikere taler om et Danmark i geografisk balance, lyder det som en bunden opgave: Man skal kunne bo, leve og arbejde i hele landet – også i landdistrikterne. Det er et mål, vi bakker fuldt op om.
Men hvordan forestiller vi os, at man skal kunne tage en uddannelse, passe et arbejde eller få hverdagen til at hænge sammen i landdistrikterne, hvis der ikke er adgang til kollektiv transport eller supplerende mobilitetsløsninger?
I øjeblikket er den kollektive transport under pres flere steder i landet. Det gælder ikke mindst i landdistrikterne. Det har særligt betydning for dem, der ikke har bil. Og det er langt fra en lille gruppe. Faktisk ejer 22 procent af familierne i landdistrikterne ikke en bil. Det betyder, at næsten hver fjerde husstand er afhængig af kollektiv transport for at komme på arbejde, i skole, til lægen, besøge familien eller til fritidsaktiviteter. Det går særligt ud over de ældre, som der bor mange af i landdistrikterne og de unge, som ikke har en bil.
Men hvor er løsningerne? Alt for ofte ser vi beslutningstagere, der får nervøse trækninger ved synet af en halvtom bus og spørger, om det virkelig kan betale sig. Svaret er, at det i mange tilfælde ikke kan måles i kroner og øre. For selvom passagertallet på nogle afgange er lavt, kan bussen være livsnerven for de borgere, som bruger den, og forskellen på, om en borger kan klare sig selv – eller bliver isoleret. Men for at bevare den nødvendige mobilitet fremadrettet i landdistrikterne, skal der mere til end bussen.
Vi har brug for nye løsninger
Hvis vi skal sikre reel bevægelighed i hele landet, skal vi tænke videre end de traditionelle modeller. Busser og tog skal fortsat være rygraden i transportsystemet, men de skal suppleres med fleksible og moderne løsninger: Flexbusser, flexture, samkørsel, delebiler, frivilligbusser og transport på bestilling. Transportformer, som der allerede eksperimenteres med eller er igangsat flere steder i dele af landet, men som bør udvikles og integreres i hele den kollektive transport – allerhelst med én billet og én fælles rejseplan, der viser mulighederne.
Desuden bør alle borgere have et trafikknudepunkt eller et skiftepunkt indenfor rimelig afstand, hvor kollektive transportmuligheder forgrener sig og det er nemt at komme videre fra. Det kræver investeringer, ikke alene i skinner og busser, men i digitale platforme og fleksible transportløsninger.
Det skal også sikres, at det er overskueligt at navigere i de lokale tilbud. De regionale trafikselskaber arbejder på at udvikle en fælles app, og det er vigtigt, at den bliver brugervenlig og gennemskuelig, så det er nemt at se, hvilke muligheder der er og hvad det koster. Og der skal også være en løsning for de ikke digitale borgere. Hvis vi skal have danskerne til at bruge kollektiv transport og andre mobilitetsløsninger, skal det være nemt, fleksibelt og til at betale.
Adgangen til mobilitet er afgørende
Kollektiv transport handler ikke kun om transport. Det handler om adgang – til fællesskab, sundhedsvæsen, beskæftigelse og uddannelse. Det handler om sammenhængskraft og lighed i muligheder, uanset hvor man bor, og uanset om man har råd og mulighed for at eje en bil.
Vi ved, hvor alvorlige konsekvenser isolation kan have for ældre og udsatte borgere, når mobiliteten forsvinder. Og vi ved, hvor svært det bliver for virksomheder i landdistrikterne at tiltrække medarbejdere, når transportmulighederne er få.
Så lad os sætte en ny retning: Det kræver, at vi anerkender den kollektive transports rolle som meget mere end en udgiftspost. Det er en investering i mobilitet, frihed, fællesskab og livskvalitet. Det er med til at skabe et Danmark i bedre geografisk balance, som det også fremgår af regeringens regeringsgrundlag.
Debatindlægget er bragt i Altinget den 12- juni 2025.