Landdistrikter: Regeringens forslag er et centralt skridt i kampen mod rigide låneregler og bedre boligfinansiering på landet

Landdistrikter: Regeringens forslag er et centralt skridt i kampen mod rigide låneregler og bedre boligfinansiering på landet

Udgivet 7. november 2025
Regeringen vil i et nyt boligudspil gøre det lettere at låne til bolig i landdistrikter og landsbyer. Tiltagene skal bl.a. give bankerne større fleksibilitet i kreditvurderingen af boligkøbere. Landdistrikternes Fællesråd bakker op om forslaget – men der skal flere tiltag til for at sikre bedre boligfinansiering i landdistrikterne, og henviser til en række forslag fra eget boligudspil.

– Det er vigtigt, at vi får ændret i de regulatoriske rammer for pengeinstitutter og realkredit­selskaber, som defineres af Finanstilsynet, så kendskab til kunden og lokalt kendskab til boligmarkedet ligger til grund for kreditvurdering og belåning – og ikke de stramme regler, vejledninger, tjeklister mv., som defineres af Finanstilsynet, og som pengeinstitutterne er nødt til at styre efter, for ikke at risikere kritik fra Finanstilsynet, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

– Nu har vi slået hul på osteklokken, men Finanstilsynets regelsæt blokerer stadig for kreditgivning med sund fornuft hos pengeinstitutterne, og forhindrer dermed mange boligkøb på landet. Reglerne skaber usikkerhed og frygten for en anmærkning lurer fortsat hos pengeinstitutterne.

Landdistrikternes Fællesråd har, forud for regeringens udspil, præsenteret sit eget boligudspil, Et BoligDanmark i Balance – Fire veje til at sikre boliger i hele landet, med konkrete forslag til at forbedre finansieringsmuligheder, renovering, udbygning med mere i landdistrikter og yderområder.

Her peger organisa­tionen på, at de lokale pengeinstitutters lokale kendskab til kunden og kendskab til det lokale boligmarked bør vægte højere i kreditvurderingen, end Finanstilsynets tjeklister og regler.

– Finanstilsynets regler kan og skal forenkles på en lang række områder – uden risiko for nye kriser, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd ønsker også afgiftslettelser for boligkøberne, for at lette omsætningen og finansieringen af de billige boliger.

– Konkret foreslår vi at fjerne tinglysningsafgiften og værdiafgiften på realkredit­finansiering op til 500.000 kr. for at skabe et bedre fundament for realkredit­finansiering, og mere lige vilkår mellem boligkøb i land og by.

– Samtidig bør tinglysningsafgiften og værdiafgiften fjernes på boligkøb op til 600.000 kr., for at gøre det mere attraktivt at købe billige boliger og reducere omkostningerne ved køb af disse. Desuden bør egenfinansieringskravet reduceres, siger Steffen Damsgaard.

Derudover peger formanden på behov for større kendskab til statsgarantiordningen på boliglån – og at ordningen bør udvides. Et ekspertudvalg bør samtidig afdække geografiske skævheder i boligbeskatningen.

– Hvis vi vil have et Danmark i balance, skal vi have et boligmarked i balance. Folk med sund økonomi skal kunne få et lån – uanset om de bor i by eller på landet, siger Steffen Damsgaard og tilføjer, at han står klar til at samarbejde med regeringen og Folketingets partier om løsningerne.

Læs udspillet Et BoligDanmark i balance – Fire veje til at sikre boliger i hele landet

1000 668 Landdistrikternes fællesråd
Søg her