Vi må ikke glemme den grønne ligestilling i landdistrikterne

Vi må ikke glemme den grønne ligestilling i landdistrikterne

Udgivet 26. august 2025

Af Steffen Damsgaard, Landdistrikternes Fællesråd, og Jannik Brokær Lund, Kosan Gas

Virksomhederne i landdistrikterne skal have den samme adgang til billig og grøn energi­forsyning som deres konkurrenter i byområderne. Det er vigtigt af hensyn til erhvervsudviklingen i landdistrikterne og for at sikre, at alle dele af landet kan blive en del af den grønne omstilling. Og med et nyt lovforslag fra regeringen kan det endelig blive virkelighed.

I Danmark har vi et veludviklet gasnet, der er bygget til at forsyne private husstande og virksomheder med naturgas. Politisk er det besluttet at udfase naturgassen til opvarmning i boliger og at udskifte naturgassen til virksomhederne med grøn gas i rørene. Så langt, så godt.

Selv om gasnettet er veludbygget, så når det bare ikke ud i alle dele af landet, og det er især landdistrikterne, der må undvære gasnettet. Virksomheder i landdistrikterne må derfor kigge andre steder hen for at finde energi­forsyning, og det er en udfordring navnlig for de virksomheder, der har nogle produktionsprocesser, der ikke er nemme at elektrificere. Dem er der en del af, og mange vil kunne genkende virksomhedsnavnene fra varer, som vi alle køber i dagligdagen.

Løsningen for disse virksomheder hedder i høj grad flydende gas, der leveres enten på tanke eller i gasflasker. Den flydende gas er i dag i vid udstrækning fossil, men flydende grøn gas findes. De flydende grønne gasser er imidlertid ikke konkurrencedygtige, fordi de er dyrere at fremstille, og fordi de afgiftspålægges som fossil gas. Det skal der gøres noget ved.

Heldigvis har regeringen efter flere års tilløb endelig sendt et lovforslag i høring, der blandt andet fritager den flydende grønne biogas for CO2-afgift. Det er sund fornuft ud fra det princip, at grønne produkter naturligvis ikke skal beskattes som fossile.

Vores opfordring er, at lovforslaget følges helt til dørs med støtte fra et bredt flertal i Folketinget. Selvfølgelig fordi gassen er grøn, og det hverken giver mening eller fremmer den grønne omstilling at beskatte den på samme måde som flydende fossil gas. Men også fordi det handler om at sikre virksomheder i landdistrikterne adgang til grøn energi­forsyning.

De skal ikke straffes ved at betale en CO2-afgift, som deres konkurrenter, der ligger lige op ad gasnettet i byområderne, slipper for. I stedet skal virksomhederne sikres adgang til at være en del af den grønne omstilling på lige vilkår med resten af landet. Det har vi en god forventning om, at man vil være lydhør overfor på Christiansborg.

Det handler om at sikre mulighed for grøn omstilling i hele landet og om at skabe et Danmark i bedre geografisk balance, som det direkte fremgår af regeringsgrundlaget.

Indlægget er bragt i Avisen Danmark d. 26 august 2025.

907 680 Landdistrikternes fællesråd
Søg her