Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Årets Landsby

Udgivet 14. april 2025

Årets Landsby 2025 vil hædre de landsbyer, der har et ’Fællesskab for Fremtiden’. Det er landsbyer med et stærkt fællesskab, der kan samle, pleje, få alle med og få folk til at trives i det daglige, og når fremtiden banker på døren.

Temaet vil udforske, hvordan landsbyer kan stå sammen og håndtere nogle af de udfordringer, der kendetegner verden af i dag – fra stigende vandmasser til voksende ensomhed i befolkningen.

Vi leder efter landsbyer med et stærkt fællesskab, der står sammen om at finde på gode løsninger og nye initiativer, der skal sikre det gode landsbyliv både i dag og i morgen. Kort sagt, landsbyer, hvor man tager sig godt af hinanden og byen, og hvor man kan bo og trives hele livet, udtaler Helene Simoni Thorup, der er formand for komitéen.

Prisen Årets Landsby uddeles af Forenet Kredit, Landdistrikternes Fællesråd og Landsbyerne i Danmark. Komitéen er sammensat af repræsentanter fra de tre partnere. Med stolthed sætter de fokus på landsbyerne, når de er allerbedst, nemlig når borgere går sammen om at skabe det liv, de ønsker både i dag og i fremtiden.

– I år har vi valgt temaet ‘Fællesskab for Fremtiden’, fordi det at kunne skabe stærke fællesskaber er helt afgørende for os som mennesker, uanset alder og livssituation. Skal vi løse nogle af de udfordringer, vi som samfund står overfor, så kræver det netop, at vi står sammen, siger komitéformanden.

På spil er æren samt en check på 50.000 kroner til vinderlandsbyen, mens 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Derudover vil vinderlandsbyen fejres med en kåringsfest d. 13. september 2025.

Kriterier og ansøgningsfrist for Årets Landsby 2025

Frem til den 13. juni 2025 kl. 12.00 har landsbyer over hele landet mulighed for at indsende deres ansøgning om at blive Årets Landsby 2025.

For at komme i betragtning skal landsbyen have under 1.500 indbyggere. Derudover skal man sende en ansøgning med en beskrivelse af de aktiviteter, som landsbyen har gennemført, der taler ind i årets tema ’Fællesskab for Fremtiden’. Der vil i vurderingen af ansøgerne blive lagt vægt på følgende:

  • Aktiviteter med konkrete resultater i form af eksempelvis øget tilflytning, ny erhvervsudvikling, eksempler på klimatilpasning eller nye fællesskabsformer.
  • Originaliteten og pionérelementet i landsbyens initiativer og idéer, herunder muligheden for at kopiere landsbyens initiativer i andre sammenhænge.
  • Gruppen af landsbybeboere, der står bag ansøgningen.

Det er vigtigt at understrege, at landsbyerne ikke behøver at leve op til alle tre kriterier.

Ansøgningen skal fylde maks. to sider og skal sendes til landsby@landdistrikterne.dk senest den 13. juni 2025 kl. 12.00.

Tidsplan og præmie

I slutningen af juni findes de tre finalister. Bedømmelseskomitéen tager på besøg hos finalistbyerne i slutningen af august, hvorefter vinderen, samt anden- og tredjepladsen kåres. Det er ikke alene æren og titlen, der er på spil. Vinderlandsbyen modtager også en check på 50.000 kr., ligesom 2. og 3. pladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Derudover vil vinderlandsbyen blive fejret med en kåringsfest medio september.

Bedømmelseskomiteen

Bedømmelseskomiteen består af repræsentanter for de tre parter samt komitéformand Helene Simoni Thorup. Medlemmerne udgør næstformand i bedømmelseskomitéen for Årets Landsby Preben Sunke, der er næstformand i Forenet Kredit, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Gunnar Landtved, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Lone Kastberg og formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Steen Kjær Nielsen.

Tidligere modtagere af Årets Landsby er: Lundeborg, Sparkær, Asaa, Stjær, Haastrup, Torup, Vallekilde, Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads, Vestervig, Trekroner og øen Fejø.

Kom med på besøg hos finalisterne i 2024: Venslev, Hammershøj og Lundeborg

Kom med på besøg hos finalisterne i 2023: Borris, Bolderslev og Sparkær

Kom med på besøg hos finalisterne i 2022: Holtug, Voerså og Asaa

Kom med på besøg hos finalisterne i 2021: Stjær, Skovsgård og Broagerland 3.0

Kom med på besøg hos finalisterne i 2020: Haastrup, Bjergsted og Borris

Tidligere vindere af Årets Landsby

2560 1440 Landdistrikternes fællesråd
Søg her