Landdistrikterne: Flere praktiserende læger er på vej, men fortsat massiv lægemangel i landdistrikter de næste mange år

Landdistrikterne: Flere praktiserende læger er på vej, men fortsat massiv lægemangel i landdistrikter de næste mange år

Udgivet 19. marts 2024
Nye tal fra PLO viser, at der i 2023 var den næststørste søgning nogensinde mod speciallægeuddannelsen i almen medicin. Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over udviklingen, men efterlyser handlig nu og politiske tiltag, der kan få flere nyuddannede til at søge mod land- og yderkommuner.

I 2023 startede 280 læger på speciallægeuddannelsen i almen medicin. Det er det næsthøjeste antal nogensinde, og det bidrager til at realisere målet om, at antallet af praktiserende læger frem mod 2035 stiger fra i dag ca. 3.500 til ca. 5.000. Det viser ny analyse fra PLO (Praktiserende Lægers Organisa­tion).

Landdistrikternes Fællesråd glæder sig over, at flere vælger at uddanne sig til læge indenfor almen praksis, da lægemanglen er et udbredt problem. I dag har hver 10. dansker (ca. 600.000) svært ved at blive tilknyttet en praktiserende læge. Særligt er presset stort i land- og yderkommuner, herunder i Nord- og Vestjylland samt Lolland Falster.

– Vi har et regeringsgrundlag, der helt centralt omtaler et Danmark i bedre geografisk balance. Samtidig ser vi, at der bliver større og større ulighed i sundhed og et land på vej mod et a-samfund og et b-samfund på sundheds­området. Det kræver politisk handling, understreger  formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, og fortsætter:

– Det er ekstremt vigtigt, at der er kommet en større interesse for at blive praktiserende læge, for helt generelt er vi udfordret af akut lægemangel mange steder, men særligt i landdistrikterne, i ø-, yder- og landkommuner, er der mange steder lukket for tilgang.

Ifølge analysen fra PLO skal der være ca. 300 flere praktiserende læger end de knap 3.500, vi har i dag, hvis patienter i hele landet skal have let og lige adgang til praktiserende læger. Folketinget vedtog endda i Sundheds­reformen i 2022, at der i 2035 skal være ca. 5.000 speciallæger i almen medicin for at sikre god lægedækning.

– Vi ved at demografien i landdistrikterne, på ø-, yder- og landkommuner ændrer sig meget, at der i de kommende år kommer mange flere ældre. Derudover er der i disse områder flere kronikere og multisyge, så vi har en reel udfordring, som kun bliver større i fremtiden, hvis man ikke øger interessen for at blive praktiserende læge i land- og yderområder, siger Steffen Damsgaard.

Større risiko for at dø tidligt i mange land- og yderkommuner

En netop offentliggjort undersøgelse fra Aarhus Universitet viser samtidig, at risikoen for at dø tidligere er markant større i mange land- og yderkommuner, bl.a. fordi der ikke er nok praksislæger og afstanden til lægerne er for stor.

– Denne situation kræver, at man politisk finder løsninger for at vende udviklingen og få flere til at søge mod lægehuse i landdistrikterne. Allerede nu ved vi, at de yngre læger oftere vælger at blive praksislæge i de større byer, så politisk skal man hurtigst muligt beslutte tiltag, der får flere læger til land- og yderområder, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd foreslår bl.a., at man ændrer honoreringssystemet, så det giver en bedre og mere fair honorering for den opgave, som praksislæger i land- og yderområder løser. Derudover ser organisa­tionen gerne, at en tjenestepligt i første del efter endt uddannelse skal i spil.

– Det vil være oplagte initiativer, kombineret med regionsdrevne lægepraksis og opgradering med flere sundheds­huse og faglige fællesskaber i de udfordrede områder, som kan bidrage til at vende udviklingen, afslutter Steffen Damsgaard.

For yderligere kommentarer:
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd: Tlf. 5174 0062

907 680 Landdistrikternes fællesråd
Søg her