Landdistrikter om sundheds­struktur­kommission: Frygter endnu en centraliseringsmanøvre

Landdistrikter om sundheds­struktur­kommission: Frygter endnu en centraliseringsmanøvre

Udgivet 28. marts 2023
Det er afgørende, at sundhedsstrukturkommissionen har fokus på geografisk ulighed i sundhed og mere nærhed, mener Landdistrikternes Fællesråd, der frygter for yderligere centralisering af sundhedsvæsenet.

Tirsdag løftede regeringen sløret for sundheds­struktur­kommissionens medlemmer og på hvilke områder, kommissionen er blevet bedt om at levere på. Helt centralt står spørgsmålet om, hvordan fremtidens sundheds­væsen skal indrettes, så det i højere grad tager livtag med geografisk ulighed i sundhed.

Det er formand for Landdistrikternes Fællesråd tilfreds med. For desværre er det alt for ofte i landdistrikterne, at der er længst til sundheds­væsenet samtidig med, at sygdomsbyrden er højst og rekrutteringsudfordringerne størst:

– Det er positivt, at der nu er kommet en erkendelse af, at geografisk ulighed i sundhed er en reel udfordring i Danmark, som der bør tages hånd om. Sundheds­struktur­kommissionen rummer en unik mulighed for at udvikle vores sundheds­væsen til fordel for borgere i landdistrikterne, der i dag har længst til sundheds­væsenet. Det er afgørende, at behandlingstilbudene kommer tættere på borgerne – enten i borgerens eget hjem eller i lokale sundheds­enheder, siger Steffen Damsgaard.

Sundheds­struktur­kommissionen skal blandt andet kigge på og komme med anbefalinger til fremtidens regionale struktur i sundheds­væsenet.

Her er frygten hos Landdistrikternes Fællesråd, at anbefalingerne giver anledning til enten at sammenlægge eller nedlægge regionerne. For det risikerer ifølge Steffen Damsgaard at gøre ondt værre:

– Rekruttering er sundheds­væsenets største udfordring lige nu, og det gælder særligt i landdistrikterne. Det problem løser man ikke ved at lave en ændret struktur. Nedlægges eller sammenlægges regionerne vil det blot indskrænke den lokaldemokratiske indflydelse, siger han og henviser til, at den centralisering af sundheds­væsenet vi har set siden 2007 ikke har forebygget de problemer, som kalder på politisk handling nu.

Landdistrikter ærgrer sig over udskydelse af nærhospitaler

Sidste år blev der indgået aftale om at afsætte 3,5 mia. kr. til etablering af 25 nærhospitaler rundt om i Danmark.

Imidlertid meddelte indenrigs- og sundheds­minister Sophie Løhde (V) i weekenden, at regeringen udskyder etableringen af nærhospitaler indtil, sundheds­struktur­kommissionen kan fremlægge sine anbefalinger. 

Det bliver mødt af ærgrelse fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd:

– Selvom der kan være gode argumenter for at udskyde nærhospitalerne, så de kan indtænkes i den nye organisering af sundheds­væsenet, bliver det på bekostning af borgerne i landdistrikterne. Der er et akut behov for at styrke det nære sundheds­væsen, som ikke kan og ikke behøver at vente på sundheds­struktur­kommissionens anbefalinger, siger Steffen Damsgaard.

Ja tak til kvalitetsstandarder – men pengene skal følge med

Den kommunale sundheds­- og forebyggelsesindsats skal i højere grad bygge på nationale kvalitetsstandarder. Det fremgår af kommissoriet for sundheds­struktur­kommissionen.

Det bakker Landdistrikternes Fællesråd op om, men det vil have store konsekvenserne for en i forvejen trængt kommunal økonomi. Derfor er det afgørende, at pengene følger med ud i kommunerne.

907 680 Landdistrikternes fællesråd
Søg her