Formand kommer med advarsel ved valgstart: Danmark risikerer at knække mellem land og by

Formand kommer med advarsel ved valgstart: Danmark risikerer at knække mellem land og by

Udgivet 58 minutter siden
Valgkampen er netop skudt i gang, og det er i en tid, hvor man ser historisk store uligheder mellem land og by. Det bør være et centralt emne i valgkampen, hvordan man vil sikre et land i geografisk balance, mener Landdistrikternes Fællesråd.

– Danmark er på nogle områder ved at knække midtover, og det ses måske tydeligst på boligmarkedet. Man kan blive millionær på få år alene ved at eje en bolig i København, mens borgere i yderkommunerne kan have svært ved at låne til en bolig til 500-700.000 kr., siger formand Steffen Damsgaard.

Ifølge ham er udviklingen med til at skævvride bosætningen, fordi ressourcestærke borgere søger mod storbyerne, hvor både investeringer og jobmuligheder er størst, især for højtuddannede.

Statsministerens valgudskrivelse blev brugt til at bringe landdistrikterne i centrum fra starten af valgkampen. Her lovede Statsministeren at fjerne ejendoms­værdiskatten for boliger med en ejendoms­vurdering under 1,0 mio. kr., hvilket vil lette beskatningen med op til 5.000 kr. årligt for boliger i den prisklasse.

– Det er et positivt forslag, som vil få betydning for boligøkonomien og attraktiviteten i landdistrikterne, men samtidig er det ikke nok. Der skal en række andre initiativer til, hvis man for alvor vil øge interessen for landdistrikterne og skabe et Danmark i bedre geografisk balance, understreger Steffen Damsgaard.

Han påpeger dog, at den seneste valgperiode også har budt på positive tiltag.

– Vi har fået igangsat en sundheds­reform, der skal eliminere den geografiske ulighed i sundhed, herunder sikre flere læger i yderområderne. Det er afgørende, for det er urimeligt, at der er længst afstand til praksislægen, dér hvor folk er mest syge og hvor der er flest multisyge og kronikere. Den næste regering får en bunden opgave med at skabe reel nærhed i sundheds­væsenet, siger han, og tilføjer:

– Der skal desuden skabes bedre rammer for at etablere og drive virksomhed og skabe nye arbejdspladser, vi skal have en ny runde med udflytning af statslige arbejdspladser samt flytning af uddannelser fra de største byer til resten af landet.

– Grøn omstilling med energi­renovering, byfornyelse og levende bysamfund i landdistrikterne er også afgørende både i centerbyer, landsbyer og på landet.

Formanden fremhæver også Landdistrikts­udspillet fra 2024, der rummede en række gode initiativer for lokal udvikling, fx indenfor planloven, ligesom man på boligområdet er kommet med en ny vejledning fra Finanstilsynet med fokus på lokale hensyn.

Trods initiativerne mener han fortsat, at der er store udfordringer i landdistrikterne:

– Trods flere tiltag er den geografiske ubalance på en lang række punkter fortsat steget. Der er fortsat alt for store forskelle mellem land og by. I et lille land som vores er det bekymrende, at geografien afgør om arbejdspladser, daginstitutioner, skoler, butikker og sundheds­tilbud kan overleve.

Opfordring til 2035-plan for landdistrikterne

Når valget er overstået, har Steffen Damsgaard et klart ønske til en kommende regering:

– Danmark har brug for politikere, der vil investere i områderne uden for de største byer. Og tør fremlægge samlede planer for, hvordan hele landet kommer styrket ind i fremtiden. Derfor ønsker vi os i Landdistrikternes Fællesråd en 2035-plan for landdistrikterne og den del af landet, der er uden for de store bycentre.

– En plan med konkrete mål for udvikling i landdistrikterne og initiativer, der sikrer gode vilkår for at indfri dem. Det handler bl.a. om arbejdspladser og uddannelser i hele landet, en styrket infrastruktur lokalt og regionalt, en reel nærhed i sundhed, og at man fjerner mange af de barrierer, som står i vejen for alt for mange bolig- og iværksætterdrømme på landet.

Han håber samtidig, at partier på tværs kan samles om landdistrikts­dagsordenen i valgkampen.

– Spørgsmålet om land og by er for vigtigt til at blive reduceret til politiske fløjkrige. For Danmark er bedst, når det er muligt at bo, leve, arbejde og uddanne sig i hele landet. Det håber jeg, at man kan mødes om politisk, uanset hvor man befinder sig i det politiske spektrum.

1024 669 Landdistrikternes fællesråd
Søg her