Udpegningen af 11 industriparker er et skridt for et Danmark i bedre balance

Udpegningen af 11 industriparker er et skridt for et Danmark i bedre balance

Udgivet 31. oktober 2025

Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd

Regeringen og aftalepartierne skal have ros for at tage et vigtigt skridt mod et Danmark i bedre balance med udpegningen af 11 industriparker spredt over hele landet. Det er et klart signal om, at vækst og udvikling ikke kun skal ske i hovedstadsområdet, men i hele Danmark.

Med nye industriparker i blandt andet Skive, Lolland, Aabenraa, Kalundborg, Kerteminde, Ikast-Brande, Viborg og Næstved, får land- og yderkommuner nu bedre muligheder for at tiltrække investeringer og skabe direkte og indirekte arbejdspladser – og dem er der behov for i land- og yderområder, for de kommer ikke af sig selv.

Men skal industriparkerne blive en succes, må vi ikke tro, at de kan stå alene. De kræver stærkere infrastruktur, bedre transportforbindelser og uddannelsesmuligheder, så virksomheder kan få den arbejdskraft, de har brug for.

I Landdistrikternes Fællesråd vil vi følge implementeringen af de kommende industriparker tæt, for at se, om de giver de nødvendige og tilstrækkelige redskaber til at nye og anderledes krævende virksomheder kan etablere sig. Samtidig skal vi være åbne for, hvis flere mindre land- og yderkommuner ønsker at komme med i en efterfølgende ny udpegningsrunde.

Danmark har brug for vækst, og den skal mærkes i hele landet. Derfor opfordrer vi regeringen og aftalepartierne, Danmarksdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, til at sikre de bedste rammer, så man lokalt i de respektive kommuner, med god inddragelse af lokalbefolkningen, kan få mest ud af de muligheder, industriparkerne skaber.

 

Indlægget er bragt den 30.10.25 i Avisen Danmark.

1020 680 Landdistrikternes fællesråd
Søg her