Fra forskningen ved vi, at der på landet bliver røget mere, spist mere usundt, og så er der flere overvægtige. Samtidig er der på landet flere borgere, der lever med kroniske sygdomme end blandt byboerne. Den forskel i sundhedstilstanden er vi nødt til at tage alvorligt.
Men den specialiserede behandling er også kommet med en pris. Nogle steder er der blevet (for) langt til nærmeste sygehus, ligesom mange patienter i dag tabes på gulvet, fordi samarbejdet mellem sundhedsvæsenets forskellige behandlingstilbud halter.
I fremtiden venter endnu større udfordringer for sundhedsvæsenet. De seneste 10 år er antallet af danskere på 65 år eller derover vokset med en kvart million, og den udvikling sker hurtigst i landdistrikterne. Tallet forventes at stige markant de næste år, og det vil uundgåeligt kunne mærkes i sundhedsvæsenet.
Det skyldes ikke mindst, at stigningen i antallet af borgere med kroniske sygdomme hænger tæt sammen med alder. Alene diabetes vokser massivt. I dag lever 280.000 mennesker med diabetes, og allerede i 2030 vil antallet være vokset til 467.000 – altså over 7 pct. af befolkningen.
Samlet set stiller det store krav til fremtidens sundhedsvæsen. Og det skaber ulighed i sundhed land og by imellem, hvis man fortsætter uændret.
I dag er der stor ulighed i kvaliteten af de tilbud, personer særligt med type 2-diabetes får. Behandlingsansvaret for 85 pct. af alle med type 2-diabetes ligger i dag i almen praksis. Alligevel får kun 14 pct. af patienterne den digitale forløbsplan, der skal sikre en bedre og sammenhængende vej igennem systemet – og mange får ikke de nødvendige årskontroller og uddannelse i sygdomsmestring.
Det koster for den enkelte og ikke mindst for samfundet. Der er behov for en langsigtet kvalitetsreform af sundhedsvæsenet, for det må nemlig aldrig være postnummeret, der afgør kvaliteten af behandlingen. Kvalitetsplaner er nødvendige, så alle med diabetes – uanset bopæl – får en forløbsplan, årskontroller og uddannelse i at tage bedst mulig vare på egen sygdom.
Kvalitet i sundhed handler dog ikke kun om at sikre ensartet behandling, hvad end den foregår på sygehuset, i almen praksis, i det lokale sundhedshus eller hos kommunerne. Det handler også om, at borgerne har god adgang til de rette sundhedsfaglige kompetencer, at der altid er hurtig hjælp at få, og at borgere med f.eks. kroniske sygdomme let kan få den fornødne sundhedsfaglige rådgivning og behandling. Det kræver mere nærhed i behandlingstilbuddene.
Vi ønsker, at alle med kroniske sygdomme som diabetes får samme høje behandlingskvalitet, uanset uddannelse, indkomst og hvor i landet de bor. Derfor bør målrettet behandling til personer med kroniske sygdomme stå centralt, når aftalen om de 21 nye sundhedsklynger skal foldes ud.
Men der er også behov for at styrke det, der foregår uden for sundhedsvæsenet.
Fra forskningen ved vi, at der på landet bliver røget mere, spist mere usundt, og så er der flere overvægtige. Samtidig er der på landet flere borgere, der lever med kroniske sygdomme end blandt byboerne.
Den forskel i sundhedstilstanden er vi nødt til at tage alvorligt. Det gælder både i forhold til at sikre et mere tilgængeligt sundhedsvæsen af høj kvalitet i landdistrikterne. Men det gælder også i forhold til at sikre et større fokus på forebyggelse i landdistrikterne, der på sigt kan lette presset fra sygehusene.
Så kære regering, lad sundhedsreformen være en kvalitetsreform for alle danskere, uanset hvor de bor.
Indlægget er tidligere bragt i Jyllands Posten.