Af Steffen Damsgaard, Formand, Landdistrikternes Fællesråd.
Valgkampen er skudt i gang, men midt i løfter og slagord overser vi en udvikling, der burde stå øverst på dagsordenen. Danmark er langsomt ved at knække over mellem land og by.
Vi oplever en stille afvikling af dele af landet. Ikke fra den ene dag til den anden, men gradvist. For når investeringer, arbejdspladser og uddannelser koncentreres i de største byer, flytter ressourcerne med. Samtidig har vi en stigende affolkning i dele af landet, som smuldrer fundamentet for at opretholde skoler og uddannelser, arbejdspladser, butiksliv, kollektiv transport og lægedækning. Ikke fordi mennesker dér mangler vilje, men fordi de politiske rammer ikke i tilstrækkelig grad understøtter en positiv udvikling af vores land-, ø- og yderkommuner.
Boligmarkedet er et af de tydeligste eksempler. I de største byer kan man tjene millioner på få år, blot fordi man ejer en bolig, mens familier i yderområder kan have svært ved at låne til et hus til 700.000 kr., som i bedste fald er steget en lille smule det seneste årti. Det er ikke bare forskelle, men en strukturel ubalance, som påvirker, hvor mennesker kan bo, arbejde og skabe en fremtid.
Socialdemokratiet har for nylig fremsat et forslag om at fjerne ejendomsværdiskatten for boliger med en ejendomsvurdering under 1 mio. kr. Men er det nok til at skabe et land i bedre balance?
I Landdistrikternes Fællesråd mener vi, at der skal laves en overordnet 2035-plan for et Danmark i balance. En plan med konkrete mål og en række større sammenhængende tiltag – og reel finansiering. Danmark har ikke brug for flere hensigtserklæringer, men for en langsigtet og forpligtende strategi for, hvordan hele landet udvikler sig – ikke kun de områder, der allerede vokser.
Sundhedsreformen kan blive vigtig, hvis den faktisk sikrer læger og flere sundhedsydelser dér, hvor behovet er størst. Men det kræver handling. Den næste regering får en bunden opgave i at skabe reel lighed i adgangen til sundhed, bl.a. gennem ressourcer nok til sundhedsrådene, som samtidig skal sikre, at der er sundhedshuse og nære sundhedstilbud i alle kommuner.
Derudover skal der arbejdspladser, uddannelser og bedre infrastruktur til uden for de største byer. Vi har brug for bedre vilkår for virksomheder og iværksættere – og for en ny, ambitiøs udflytning af 10.000 statslige arbejdspladser.
I sidste ende er spørgsmålet enkelt: Vil vi politisk acceptere, at dele af Danmark langsomt afvikles? Eller vil vi investere i et land i bedre geografisk balance?
For hvis vi klumper os sammen i byerne, så taber vi kultur, mangfoldighed, samfundsværdier og reelle vækst- og udviklingsmuligheder. Men der vil også være en del af befolkningen, som føler sig kørt ud på et sidespor. Det står i skærende kontrast til, at undersøgelser peger på, at befolkningen i landdistrikterne ofte er mere robuste, mere tilfredse og generelt har færre problemer i livet, fordi det gør noget positivt for os at bo i områder præget af fællesskab, sammenhold, tillid, tryghed og nærvær. Det er civilsamfundet og sammenhængskraften, når den er bedst, men som vi risikerer at afvikle.
Det er ikke en naturlov, at forskellene vokser. Det er et resultat af politiske prioriteringer. Og derfor kan det også ændres.
Indlægget er bragt den 03.03.26 i Jyllands-Posten.