Videokonsultationer bringer psykiatrien tættere på borgerne

Det er på tide, at vi prioriterer mentalt helbred lige så højt som fysisk helbred og sikrer, at alle, uanset hvor de bor, har adgang til den nødvendige psykiatriske støtte og behandling, når de har brug for det.

Af: Steffen Damsgaard, Formand for Landdistrikternes Fællesråd og Lui Näslund Koch, Læge og Generalsekretær i SundFornuft – Tænketanken for Sundhedspolitik

I Danmark er vi stolte af vores velfærdssamfund og det offentlige sundhedsvæsen, der burde sikre lige adgang til sundhedsydelser for alle. Desværre er virkeligheden dog ikke altid så rosenrød som idealerne antyder. Et konkret eksempel på dette er den geografiske ulighed i adgang til psykiatriske akutmodtagelser, der i sidste ende kan have livsafgørende konsekvenser for borgere i vores samfund.

Et Brasiliansk studie fra 2023 viste en direkte sammenhæng mellem længere afstande fra borgerens hjem til nærmeste psykiatriske akutmodtagelse og længere tid med ubehandlet første tilfælde af psykose, og forværring i symptomer, når man startede behandling. Danmark er ikke Brasilien, og det ser muligvis meget anderledes ud i vores (lille) land, men det ved vi reelt set ikke.

Forestil dig en person, der bor i Odsherred, nærmere bestemt i Nykøbing Sjælland. Den nærmeste psykiatriske skadestue er placeret i Roskilde, en 55 minutters køretur væk. Men på grund af organisatoriske strukturer i Region Sjælland hører Odsherred til Slagelse Psykiatri, og derfor kræver det en tur på 70 minutter at nå frem. For nogle vil denne afstand virke overkommelig, men for andre kan det være en uoverstigelig barriere, især når de allerede er i en sårbar psykisk tilstand.

Personalet på disse akutmodtagelser står ofte overfor en udfordring, når de skal hjælpe borgere, de ikke kender, over telefonen. De ønsker at kunne vurdere personens tilstand nøjagtigt, men det kan være svært uden direkte kontakt. Derfor opfordres folk ofte til at møde personligt op, hvilket er lettere sagt end gjort, især hvis man er alene og i en sårbar tilstand. Resultatet kan være, at mange opgiver at komme ind og dermed ikke får den nødvendige hjælp og støtte, hvilket kan føre til forværring af deres tilstand eller endda tragiske konsekvenser. Disse oplevelser kan senere medføre, at man helt opgiver at række ud efter hjælpen, selv når det er nødvendigt.

Den geografiske afstand og mangel på lokale akutmodtagelser betyder også, at det er sværere at vurdere, om folk bør indlægges. De, der kan klare transporten til akutmodtagelsen langt væk, kan næsten betragtes som for velfungerende til at have behov for indlæggelse. Dette skaber en farlig præmis, hvor folk afstår fra at bede om hjælp i tide af frygt for at blive afvist eller ikke taget seriøst.

Transportudfordringer udgør en yderligere hindring. Hvis man ikke selv kan køre, kan det være svært at få transport til akutmodtagelsen, og ofte skal man selv arrangere hjemtransport efter endt behandling. Dette kan være en uoverkommelig opgave for mange, især når man er i en sårbar psykisk tilstand.

Historier som denne fra Odsherred, er desværre ikke enestående og på ingen måde eksklusive for Region Sjælland. Mange har oplevet lignende udfordringer i deres kamp for at få den nødvendige hjælp og støtte. Derfor er det på høje tid, at vi ser nærmere på måder, hvorpå vi kan mindske den geografiske ulighed i adgang til psykiatriske akutmodtagelser.

En løsning kunne være at investere i alternative adgangsformer såsom videokonsultationer. Dette ville ikke kun gøre det lettere for folk at få den nødvendige hjælp, men det kunne også reducere belastningen på de eksisterende psykiatriske akutmodtagelser og forbedre kvaliteten af den psykiatriske behandling generelt.

Selvom vi ønsker os flere lokale psykiatriske akutmodtagelser, så er det i dag ikke muligt, for personalet findes ikke. Personalet er ofte bosat omkring lidt større byer, hvilket kan være en udfordring, da mobiliteten ikke er stor og det er svært at rekruttere til land- og yderkommuner eller ø-kommuner. Det skal der arbejdes på at ændre, men det er ikke nok og det har lange udsigter. Derfor er det afgørende, at vi arbejder systematisk med at bruge video til at skabe let adgang til psykiatriske specialister i alle lokalsamfund, også ved akutte behov. Fra personalets side er der også en barriere, man er helt forståeligt nervøs for at lave en fejlvurdering, når det menneske, man taler med, er på den anden side af en skærm og ikke foran en. Ved at arbejde systematisk med videokonsultationer og evaluere styrker og svagheder, kan vurderingerne på skærmen blive mere valide og give adgang til nogle patienter, der i dag ikke får den nødvendige hjælp.

Der er flere projekter i gang i Regionerne. SundFornuft og Landdistrikternes Fællesråd vil opfordre til, at alle de gode erfaringer, der skabes i regionerne deles, og dermed kommer borgere i hele landet til gode, så vi ikke skal til at opfinde hver vores regionale dybe tallerken med brug af video.

Det er på tide, at vi prioriterer mentalt helbred lige så højt som fysisk helbred og sikrer, at alle, uanset hvor de bor, har adgang til den nødvendige psykiatriske støtte og behandling, når de har brug for det. Geografisk ulighed bør ikke være en hindring for at få den hjælp, man har behov for, når man er mest sårbar.

Indlægget er bragt i Sundhedsmonitor d. 21. august 2024. 

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail