Sommerdanmark kalder med gratis færger

Sommeren står for døren. Og ligesom statsministeren netop har varslet sin egen sommerferie, vil jeg gøre det samme. Mette Frederiksen sætter ord på, at sommerferien i år er særlig tiltrængt – og jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Ferien er for mit vedkommende tiltrængt i den forstand, at jeg trænger til samvær – til at se de familiemedlemmer og de venner, jeg i snart halvandet år har holdt kontakten til på afstand. Jeg tror, at mange har det på samme måde. At vi glæder os til at nyde en god frokost i solskinnet med kollegaerne eller tale om stort og småt med en øl i hånden til langt ud på natten med familiemedlemmer til tonerne af god livemusik. I år kommer vi ikke uden om fejring af én sommerens sportsbegivenheder – lige nu euforien omkring Danmarks flotte resultater til EM i fodbold. Sommerlandet er officielt indtaget – som det tager sig ud på gader, stræder og strande landet over.

Min opfordring til landets ferietrængende danskere må være, at vi stadig investerer med omtanke. Skal vi bruge den optjente ferie og ditto kroner på langs i en liggestol til lyden af klukkende bølger og hujende børn på en trang strand i syden? Eller skal vi bruge tiden lige hér, med dem vi savner og dem vi elsker, i det land der omsider er lukket op, og hvor hver en øre i omsætning hos turist- og oplevelseserhvervet er af afgørende betydning for den enkelte turistattraktion, restaurant, cafe, butik og aktør?

Hvis man absolut hælder mest til at tage på det første og bedste fly til Mallorca, så er det det, man skal gøre. Hvis man derimod blot har brug for ro og feriefornemmelser krydret med gode oplevelser, så er der rig mulighed for at finde det i Danmark. Som en del af Partnerskab for Dansk Ø-turisme ved jeg, at Ø-PAS hjælper mange tusind danskere til at finde ferieoplevelser og ø-ro i eget farvand, og her kan du være helt sikker på, at du bliver taget imod med åbne arme.

Regeringen har igen i år gjort det muligt at tage færgen gratis til de danske øer for gående, cyklister og bilister med handikapparkeringskort. Sidste år kørte ordningen i juli måned, og hele én million danskere nåede at gøre brug af tilbuddet. Heldigvis er der givet mulighed for at tilrette kampagnen til de tidspunkter, hvor det giver bedst lokal effekt, så hold øje med opgørelsen i løbet af juli, august eller september for at få gratis billetter. Du kan se på Trafikstyrelsens hjemmeside, hvilke færger der er med i ordningen i år.

En gratis sejltur til klippeøen Bornholm, til fantastiske Fanø eller til øhop i det smukke sydfynske øhav. Mon ikke der er mange steder, der lokker?

Jeg kan til gengæld ikke love dig, at vejret bliver godt. Det er jo Danmark. Men når jeg i min sommerferie sidder med mine to piger i sommerhuset og på vores telttur, og solen afbrydes af en mørk og stædig regnbyge, så kan jeg garantere for, at jeg alligevel fortæller dem, ”at der nu også er noget hyggeligt over det her vejr”.

Og hyggen er jo netop, hvad det hele handler om – ikke sandt? Rigtig god sommerferie derude!

Dette indlæg er tidligere bragt hos Danske Kommuner

Kontaktpersoner

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail