Denne uge meldte Tønder Kommune sig ind i Landdistrikternes Fællesråd og gjorde dermed kommunen en del af arbejdet for at skabe bedre rammevilkår og udviklingsmuligheder i hele landet.
Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard sig over det nye sønderjyske medlem.
– Der skal lyde et varmt velkommen til Tønder Kommune. Det er i fællesskab, at vi virkelig kan gøre en forskel for landets landdistrikter og yderområder. Med Tønder Kommune i vores medlemskreds er det fællesskab blevet endnu stærkere, siger han.
Tønder Kommunes Landdistriktsudvalg har indtil nu været repræsenteret i Landdistrikternes Fællesråd som såkaldt C-medlem. Nu bliver hele kommunen medlem af rådet og omplaceres derfor til et B-medlemskab.
Og det er et positivt skridt op i medlemsrækkerne, mener formanden for Landdistriktsudvalget i Tønder Kommune, Finn Hansen.
– Landdistriktsudvalget i Tønder ser ekstra muligheder i et skifte fra C-medlemskab til B-medlemskab for i højere grad at udnytte synergien mellem kommune, landdistriktsudvalg og Landdistrikternes Fællesråd – en synergi, vi mener, kan være med til at præge udviklingen i landdistriktsområderne i en positiv retning, siger han.
De seneste måneder har Landdistrikternes Fællesråd haft vokseværk. Tønder Kommune er den tredje kommune inden for lidt over en måned, som er blevet medlem – for nogle uger siden kom Silkeborg Kommune med og tirsdag blev Læsø Kommune medlem.
Med Tønder Kommune har Landdistrikternes Fællesråd 47 af landets 98 kommuner som medlemmer.