Årets tredje og sidste ansøgningsrunde til Landdistriktspuljen blev åbnet torsdag med 16,7 mio. kr. til projekter i landdistrikterne og på de små øer, som skal sætte gang i den lokale udvikling og frivillige indsats. Og netop de frivillige er særligt i fokus denne ansøgningsrunde.
Ud af de samlede midler kan 4 mio. kr. søges af lokale frivillige aktører i landdistrikterne. Disse midler er en del af ’Strategi for et stærkere civilsamfund’ med formålet at skabe mulighed for, at lokale frivillige aktører kan lave projekter, som udfordrer de traditionelle rammer for fællesskaber.
– De frivillige er en hjørnesten i landdistriktsudviklingen, derfor er det fantastisk, at de lokale frivillige fællesskaber denne gang får øremærket en del af midlerne i Landdistriktspuljen. Jeg kan kun forestille mig, at ansøgningerne vil strømme ind – for idérigdommen og virkelysten findes til overflod rundt om i de mindre samfund, lyder det fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek er særligt optaget af at understøtte det lokale engagement med denne tredje ansøgningsrunde:
– De sidste mange års centralisering har fjernet mange offentlige funktioner og lokale tilbud i landdistrikterne. Mange områder er helt afhængige af et lokalt frivilligt engagement til at fylde nogle af de huller, der er opstået, og til at skabe udvikling lokalt. Derfor glæder det mig meget, at vi med Landdistriktspuljens tredje runde har mulighed for at støtte nogle af de mange, spændende projekter, der spirer lokalt i hele landet. Regeringen vil styrke mulighederne for lokal deltagelse og fællesskaber i landdistrikter og på småøerne, udtaler han i en pressemeddelelse.
Ansøgninger til Landdistriktspuljens tredje runde 2021 skal sendes til Bolig- og Planstyrelsen senest den 22. september kl. 12.00.
Det er Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, som vurderer de indkomne ansøgninger, og udvalget består af formand Finn Jorsal, Lisbeth Kristensen Lei, Nynne Larsby Friis og Nils Natorp.
Se ansøgningsskemaer og vejledninger for forsøgsprojekter hos Liv og Land.
Bolig- og Planstyrelsen oplyser, at yderligere oplysninger indhentes ved at kontakte styrelsen på tlf. 41 71 78 97 (alle hverdage kl. 10-12) eller på landdistriktspulje@erst.dk.