Ringsted med i Landdistrikternes Fællesråd

For kort tid siden besluttede Ringsted Kommune at melde sig ind i Landdistrikternes Fællesråd, som dermed har fået sit kommunale medlem nummer 50 og således repræsenterer over halvdelen af landets kommuner.

Det nyeste kommunale medlem bliver modtaget med åbne arme af formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Vi byder Ringsted Kommune og Landsbyforum Ringsted hjerteligt velkommen hos Landdistrikternes Fællesråd og glæder os over, at vi i fællesskab kan arbejde for at skabe yderligere udvikling i de mindre samfund fremover, siger Steffen Damsgaard. 

Ringsted Kommune er det andet kommunale medlem, der siden årsskiftet er blevet medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Umiddelbart før nytår besluttede Mariagerfjord Kommune at melde sig ind i organisationen.

Dermed repræsenterer Landdistrikternes Fællesråd 50 kommuner landet over og har altså over halvdelen af landets kommuner i ryggen. Denne styrkeposition glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Skal vi skabe bedre rammer for at bo, leve og arbejde i hele landet, er det fuldstændig afgørende, at vi står sammen. Med over halvdelen af landets kommuner som medlem har vi en stemme, politikerne ikke kan overhøre, siger Steffen Damsgaard. 

I Ringsted Kommune er det lokalsamfundene, som har banet vejen for et medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd, fortæller borgmester Henrik Hvidesten (V). 

– I Ringsted Kommune vil vi gerne støtte op om det store arbejde, der foregår i vores aktive lokalråd, som har organiseret sig i Landsbyforum. De har anbefalet os at melde os ind i Landdistrikternes Fællesråd, og vi håber herigennem at få et styrket grundlag for at samarbejde med de lokale ildsjæle i hele Ringsted Kommune, siger han og tilføjer:

– Vi håber derudover, at vi blandt andet kan få øget viden om, hvad der sker i andre dele af landet, og hvordan man andre steder finder løsninger, der kan udvikle lokalområderne. Med medlemskabet kan vi samtidig aktivt støtte op om både det lokale og det nationale arbejde for at styrke landområderne.

Det er både Ringsted Kommune og Ringsted Landsbyforum, der har meldt sig ind i Landdistrikternes Fællesråd. 

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for vores medlemskommuner, hvori bl.a. landdistriktskoordinatorer, borgmestre og politikere deltager.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail