Region Nordjylland melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd

Danmarks nordligste region har besluttet at melde sig ind i Landdistrikternes Fællesråd, der dermed får sin tredje region blandt medlemsskaren.

Region Nordjylland bliver medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Et enstemmigt Regionsråd har besluttet sig for at melde regionen ind i fællesrådet pr. 1. september 2020.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) udtaler:

– Det er vigtigt for Regionsrådet, at udviklingen i Nordjylland sker i hele regionen, det har vi markeret i den Regionale Udviklingsplan, som vi vedtog for kort tid siden. Det gælder både i de større byer og rundt i vores mange landdistrikter. Derfor ser vi frem til et godt samarbejde om mange af de dagsordener, som Landdistrikternes Fællesråd arbejder med, og som vi deler interesse i. Vi vil især gerne være med til at styrke samarbejdet mellem beslutningstagere og borgere, der arbejder for at udvikle levende og attraktive lokalsamfund i hele Nordjylland. Og det er vi et skridt tættere på med medlemskab af Landdistrikternes Fællesråd.

Det glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd, at Regionsrådet i Region Nordjylland har besluttet sig for at blive medlem af fællesrådet.

– For hvert nyt medlem bliver vores fælles sag styrket, i sidste ende til gavn for de mennesker, der lever og bor i landdistrikterne. Medlemskabet vil være en fordel for begge parter. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi med Region Nordjylland får endnu et stærkt medlem i fællesskabet, siger han.

Ulla Astman supplerer:

– Vi står klart stærkere, når vi går sammen om aktivt at fremme initiativer, der kan skabe udvikling i de nordjyske landdistrikter. Blandt andet i vores bestræbelse på at yde sundhed for alle uanset geografi, herunder borgerens mulighed for at leve et sundt liv i hele regionen. Men også i forhold til mobilitet, kultur og bosætning i landdistrikterne og lige adgang til gode uddannelsesmuligheder i hele regionen, siger regionsrådsformanden.

Region Nordjylland består af 11 kommuner, der tilsammen repræsenterer 589.936 indbyggere, og er den tredje region, der nu bliver medlem af Landdistrikternes Fællesråd. Både Region Midtjylland og Region Syddanmark har meldt sig ind i fællesrådet i løbet af 2020.

Og det er meget positivt, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Alle regioner i Danmark har deres særlige kendetegn, herunder muligheder og udfordringer. Region Nordjylland strækker sig fra Skagen i nord til Handest i syd og fra Agger i vest til Læsø i øst. Regionen dækker dermed en bred palette af områder, og netop dén forskellighed gavner vores arbejde med at sikre vækst og udvikling i hele landet, siger Steffen Damsgaard.

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for medlemmerne.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og presseansvarlig i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail