Mellem Vesterhavet og Vadehavet ligger den lille ø, Fanø. Med ned til 20 minutters mellemrum går færgen Fenja direkte fra Esbjerg ind i favnen på Fanøs Nordby. En tur der tager 12 minutter. Lige knap en million turister tager turen årligt og 3400 fannikker har valgt at bosætte sig her. De mange turister gør Fanø til den kommune i landet, hvor turismeindtægterne udgør den største del af kommunens samlede finanser. Øen nyder godt af de mange besøgende, men det er livet fra de fastboende, der gør øen til noget helt særligt. Borgmesteren fra Alternativet, Sofie Valbjørn, fortæller om kommunens udfordringer – og gevinster – i samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd.
Hvordan afskiller Fanø sig fra resten af landets kommuner?
Vi er en lille kommune, men vi er ikke en typisk landdistriktskommune. Nærheden til Esbjerg betyder, at rigtig mange af vores borgere pendler til Esbjerg dagligt, og faktisk er der også esbjerggensere der pendler hertil for at arbejde. Rent økonomisk er vi i en helt anden situation end mange landdistriktskommuner med vores høje skattegrundlag og høje uddannelsesniveau. Når det så er sagt, så er der helt naturligt nogle udfordringer forbundet med at være en ø – med alt hvad det indebærer af begrænsninger. Selvom vi er tæt på Esbjerg, så er færgen jo alligevel, eller kunne meget nemt, blive en barriere. Vi er heldigvis lykkes med herovre, at det ikke er blevet sådan.
Hvad er så jeres største udfordring?
Som lille kommune og som ø-kommune, har vi nogle gennemgående udfordringer, som knytter an til kommunesstørrelse. Fordi vi samtidigt er velstillede, er der ikke meget økonomisk udligning at hente, og dermed ingen kompensation og ingen støtte. Vi er kun 3400 beboere, og det gør os skrøbelige. F.eks. er der en række basisudgifter, som vi skal fordele på få borgere, ligesom vi ikke kan opnå stordriftsfordele som større kommuner. Og så har vi ikke muskelkraft til at lave større kommunale investeringer med så lille en økonomi. Vi er derfor dybt afhængige af, at vi udvikler kommunen sammen med vores borgere.
Hvad vil det sige?
Via samarbejde. Eksempelvis har vi de seneste år målrettet vores markedsføring specifikt mod børnefamilier, og det har vist sig at give pote. Ikke alene kan vi se, at der er efterspørgsel på den nærhed, tryghed og de fysiske rammer ø-livet kan tilbyde. Vi har endda planer om at udvide den daginstitution i Sønderho, vi for få år siden var tæt på at lukke. Og det skyldes simpelthen, at det har været et fælles projekt lige fra starten.
Samfundet tilbyder nogle fysiske former: en infrastruktur der er usædvanlig stærk vores størrelse taget i betragtning. Fordi vi har så mange turister, har vi både apoteker, bager, dagligvarer, tøjbutikker, slagter, cafeer, restauranter og masser af kulturtilbud. Samtidig har vi fordelagtige pendlermuligheder og boligpriser, men at vi lykkes med at tiltrække så mange børnefamilier, det kan vi især takke borgerne for. De har taget ansvar og handlet har handlet utroligt imødekommende og hjælpsomt. Nogle har ligefrem klinget dørklokker, hvis der var tilflyttere, der manglede et job. Der er en helt unik gæstfrihed og et særligt fællesskab, der tager hånd om nytilkomne – eksempelvis ved at invitere dem i madklub eller give en varm velkomst de første dage i børnehaven. Og det har altså battet.
Så man kan sige, at det er borgerne, der driver udviklingen på øen?
De er i hvert fald en væsentlig faktor. For at styrke tilflytningen har vi politisk samtidig skruet på de knapper, vi kan for at gøre det mere fordelagtigt at flytte hertil. Eksempelvis har vi udbudt billige byggegrunde, sikret billige pendlerpriser til færgen, og vi sænkede også prisen på daginstitutioner. Prisen har vi dog netop hævet igen, fordi vi oplever, at borgerne herovre primært efterspørger kvalitet i vores tilbud – også på bekostning af en højere pris. Vi ligger da også i toppen iblandt de kommuner i landet, der har løftet fagligheden mest i folkeskolen. Det er vi naturligvis meget stolte over, og tror, det vil lokke endnu flere børnefamilier til.
Vi har også eksperimenteret med at kontakte de unge, der er fraflyttet øen for at uddanne sig med henblik på at lokke dem hjem igen. Jeg forstår jo godt, at man trænger til at se noget andet og uddanne sig efter en opvækst på en ø. Det bør man også. Men vi vil jo så gerne have dem til at vende hjem igen. Vi tog kontakt til nogle indenfor et vist aldersspænd, og skrev simpelthen: ”Vi ved, du er vokset op på Fanø, og vi vil gerne invitere dig til et arrangement, hvor vi vil præsentere muligheder og rammer – på Fanø Hvad kan vi tilbyde, hvad har vi af billige byggegrunde osv. ”
Nu siger du jo selv, at I forsøger at hverve børnefamilierne. Har I været udfordret demografisk i forhold til, at der er mange ældre beboere?
Ja, det har vi. Og det er også en af grundene til, at vi har valgt at satse så benhårdt på børnefamilier.
Vi har en meget skæv fordeling. Vi har et hul i vores befolkningssammensætning, og det er unge mennesker, der er ved at tage en uddannelse. Og så er kunsten jo, at når de har taget den uddannelse, skal vi jo gerne have dem til at vende tilbage.
Så de sten der måtte være, de barrierer der måtte være i forhold til ikke at vælge Fanø til, gør vi vores for at rydde ad vejen. Så gør borgerne ligeledes deres til at gøre det mere attraktivt at bo her.
Hvad tror du andre kommuner kunne lære af jer?
Jeg er da stolt over den måde, vores borgere tager et medansvar på. Borgerne sikrer, at der både er masser af aktiviteter og liv, men også at der tages ansvar for integrationen af nye borgere. Man taler typisk om integrationen af etniske minoriteter, men i stedet fokuserer vi på integrationen af alle tilflyttere. Man er glad for at der kommer nogle nye. Man hilser på dem og tager imod dem nede i børnehaven osv.
Det jeg tænker, kan være til inspiration for andre, er den synergi og sammenhæng vi har mellem helårslivet og turismen. Dét at vi har et levende lokalsamfund, at den fantastiske natur og de smukke og idylliske landsbymiljøer ikke blot er en kulisse, dét er afgørende for turisternes oplevelse. Og omvendt skaber turismen grundlag for et liv med butikker, caféer, kulturtilbud osv. som gør det attraktivt at bo her hele året. Som borger får man det bedste af to verdener; det lille og trygge lokalsamfund samtidig med livet vi kender fra byen.
Det synes jeg godt, man kan blive inspireret af. Det er ikke enten eller mellem turistdestination og landsbysamfund. De to ting kan rent faktisk godt spille sammen og styrke hinanden.