Sommeren 2020 bliver uundgåeligt anderledes end den sædvanlige sommerferie. Med en stadigt coronapræget verden har de fleste danskere droppet alt håb om en solferie på Mallorca eller nybagte pizzaer på en italiensk gaderestaurant. Men sommeren i Danmark er ikke et farvel til hverken badeferie eller lækker mad. Et stigende antal danskere skelner til Ø-PAS® for inspiration til sommerferien, og det er en god mulighed for at opleve Danmark på ny.
Eventyret og jagten på skatte og ferieminder skal ske i Danmark i år. Det sætter en ny, storstilet kampagne fokus på i dag og sommeren over. Kampagnen vil køre på sociale medier og ude i landet. Budskabet er blandt andet, at jagten på en stressfri ferie ikke er mere end en færgeafgang væk. Her kan uro blive til øro med Ø-PAS® som rejsepartner.
– En ferie i Danmark er ikke lig med afsavn til den aflyste sommerferie i syden, det kan faktisk være et bevidst valg, og være en øjenåbner for, hvor afslappet, berigende og magisk en ferie, man kan få i sit eget land. Og hvor stort Danmark er på skønne attraktioner, autentiske oplevelser, og smuk natur, fortæller Landdistrikternes Fællesråds formand Steffen Damsgaard.
Flere turister vælger ø-ferie
Kampagnen søger både at booste turistsæsonen i sommerferien samt at udvide den til efteråret. I år oplever øerne en massiv tilstrømning af turister. Det oplyser Landdistrikternes Fællesråd, som står for markedsføring af øerne og drift af Ø-PAS®.
– Øerne, som er en del af Ø-PAS®, har hver sin spændende historie, autencitet, skønne natur, charme og palette af attraktioner, som også præger lokalbefolkningen med lokal kultur og dialekter. Det glæder jeg mig over, at flere får øjnene op for, da det betyder flere gæster og turister, mere aktivitet og højere omsætning i butikker og restauranter på øerne, siger Steffen Damsgaard.
Også på færgerne opleves den stigende interesse, lyder det fra Danske Rederier.
– Det er glædeligt, at så mange danskere har valgt at tage færgen til de danske øer i juli. Indenrigsfærgerne har været hårdt ramt af nedlukningen i foråret, men det ser ud til, at vi kan indhente en del af de tabte besøgende denne sommer. Forhåbentlig vil flere folk få øjnene op for alt det herlige, som øerne har at byde på, så vi vil se en længerevarende effekt af ordningen, siger Jacob K. Clasen, viceadministrerende direktør i Danske Rederier.
Tal fra Transport- og Boligministeriet bekræfter da også, at der allerede i de første fem dage af juli har været cirka 83.000 passagere med 34 ud af 54 færgeruter, hvor man som cyklende eller gående kan sejle gratis i hele juli.
50.000 nye Ø-PAS® på vej til danskerne
Sommerferien står for døren for og det har fået Ø-PAS® til at blive revet væk. Sammenlignet med sidste år er der solgt 86 pct. flere Ø-PAS® i år, hvilket svarer til mere end 21.000 ekstra rødebedefarvede rejsepas. På baggrund af den store interesse og efterspørgsel fra turister er 50.000 nye Ø-PAS® blevet produceret og igang med at blive distribueret til turistbureauer, færgerederier og interesserede borgere i hele landet.
– Der er ingen tvivl om, at vi i år ser en positiv multiplikatoreffekt af de gratis færger og den øgede markedsføring af øerne. Og selvom der er stor interesse for de danske øer, har mange af øerne stadig plads til flere besøgende. Det gælder både her i sommeren, men også til efteråret. En god idé er dog at bestille både færge og overnatning i god tid, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Rømø kommer med i Ø-PAS®
I år er Rømø blevet en del af det rødbedefarvede Ø-PAS®, der nu indbefatter 39 af de færgeforbundne øer i Danmark. I Ø-PAS® kan man finde inspiration og lokale guides til øferie og ø-hop i det danske, ligesom det er muligt at samle stempler fra øerne og konkurrere internt om flest besøgte øer i Danmark.
Læs mere om Ø-PAS® og de 39 øer på www.oepas.dk. Her kan Ø-PAS® ligeledes bestilles.
Kampagnen er en del af Landdistrikternes Fællesråds udmøntning af Aftale mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Alternativet om Sommerpakken. Her blev 2 mio. kr. øremærket som statsligt tilskud til fællesrådets arbejde med at booste ø-turismen og Ø-PAS®.