35 nye projekter i landdistrikterne modtager 9 mio. kr. fra Erhvervsministeriets landdistriktspulje. Projekterne skal bidrage til den lokale udvikling, oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Det drejer sig specifikt om ca. 6 millioner kr. til 23 forsøgsprojekter i landdistrikterne og ca. 3 millioner kr. til 12 projekter på de danske småøer. Altså målrettes i alt 9 millioner kroner de danske landdistrikter til gavn for den lokale udvikling.
Landdistriktspuljen har i år prioriteret forsøgsprojekter inden for temaet Den moderne landsby – lokal udvikling gennem levedygtige landsbyer.
Hos Landdistrikternes Fællesråd mener formand Steffen Damsgaard, at Landdistriktspuljen, som har eksisteret igennem en længere årrække, bidrager til at skabe liv og aktivitet.
– Et af de fællestræk, der går igen, når vi taler om levedygtige landsbyer, er civilsamfundet og det lokale engagement. Det spiller en helt afgørende rolle uanset hvilke rammevilkår eller situationer, man har lokalt, siger Steffen Damsgaard og fortsætter:
– Derfor er det glædeligt, at mange relevante projekter har fået støtte fra Landdistriktspuljen, som spiller en væsentlig rolle i forhold at understøtte udviklingen i de danske landdistrikter og øsamfund.
Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) nedsatte tidligere på året et rådgivende udvalg for Landdistriktspuljen. Udvalget, som består af formanden Grethe Saabye og Marie Louise Friderichsen, Finn Jorsal og Jan Bendix, har vurderet ansøgningerne og indstillet projekter til midler fra puljen.
Oversigter over de 35 projekter kan findes på Liv og Land
Følg også debatten på facebooksiden for Udvalget for levedygtige landsbyer, som erhvervsministeren nedsatte tidligere i år. Siden drives af Landdistrikternes Fællesråd.
Landdistrikternes Fællesråd er national sparringspartner for Folketinget og centraladministrationen og formidler i den forbindelse relevante informationer omkring puljer, aktiviteter og lignende.