Medlemmerne får ordet: “Man kan ikke læne sig tilbage, selvom man ligger i et smørhul”

Et omfattende analysearbejde, et klart og målrettet fokus i alt fra politiske prioriteringer til kommunikation. Med en ambitiøs bosætningsstrategi og et mål om at vokse til 25.000 borgere i 2025 har Odder Kommune formået at vende en sørgelig bosætningshistorik til en succeshistorie.

Selvom Odder på mange måder ligger i et geografisk smørhul mellem Aarhus, Skanderborg og Horsens, gemmer kommunen på en historie, der er symptomatisk for mange af landets landdistriktskommuner. I krisens efterdønninger svandt bosætningsstrømmen ind til et niveau, hvor den østjyske kommune over en fireårig periode havde en nettotilflytning på kun 52 personer. Erkendelsen af problemets omfang blev startskuddet til en ambitiøs bosætningsstrategi frem mod 2025, hvor målet lyder, at kommunen skal tælle 25.000 borgere.

Under sloganet “Odder – det da ret OK” har kommunens bosætningsstrategi på få år vendt udviklingen og løftet Odders befolkningstilvækst fra en 29. plads på landsplan i 2015 til en 9. plads i 2017. Således havde kommunen en befolkningsvækst på 295 borgere i 2017.

I dette afsnit af Medlemmerne får ordet giver vi ordet til borgmester Uffe Jensen (V) i vores medlemskommune Odder for at høre om den bosætningsstrategi, der har været med til at tiltrække særligt aarhusianere til kommunen.

I ligger tæt på landets næststørste by, så I er en særlig størrelse. Hvad har udfordringen været for jer i et landdistriktsudviklingsøjemed?

– Aarhus ligger tæt på i nord, Horsens i syd og Skanderborg i vest, så på mange måder ligger Odder i et smørhul. Og vi ved, at mange vælger kommunen til på grund af nærheden til disse byer. Alligevel har vi oplevet, at man ikke kan læne sig tilbage, selvom man ligger i et smørhul. Frem mod 2010 havde Odder en alt for lav nettotilflytning på omkring 70-80 borgere om året. Så kom krisen og fra 2010 til 2014 havde vi en nettotilflytning på bare 52 nye borgere over fire år. Samtidig havde vi år, hvor vi faktisk tabte borgere. I Odder havde vi ikke haft en markant befolkningstilvækst tidligere, men ligefrem at tabe borgere, det var nyt for os. Derfor satte vi ved udgangen af 2013 en meget ambitiøs målsætning om, at vi skal være 25.000 borgere ved udgangen af 2025. Det blev startskuddet til det hele.

Hvad indebar det så?

– I 2014 satte byrådet en million kroner af til at understøtte arbejdet med at øge bosætningen og nå målet på 25.000 borgere i 2025. Der var dengang 21.773 borgere i Odder Kommune, mens der i 2018 var 22.626. Indledningsvist igangsatte vi en udbudsrunde blandt virksomheder, der havde lyst til at hjælpe Odder med at løse opgaven. Vi endte med at vælge det aarhusianske markedsføringsfirma Publico, og med dem som tovholder lavede vi et analysearbejde omkring kendskabet til Odder, og hvorfor man vælger eller fravælger Odder. Analysen viste, at der var ganske mange ting, vi kunne gøre for at sætte Odder på landkortet. En af de første ting vi gjorde herefter var at definere en målgruppe. For os blev det borgere mellem 25-40 år. Dem ville vi rigtig gerne have fat i. Og så gik vi målrettet efter de aarhusianske familier. Derfor markedsførte vi os bevidst på nærheden til Aarhus. Vores fokus blev at fortælle, hvor meget mere man får for pengene, når man bosætter sig i Odder frem for i Aarhus. I 2017 gik vi skridtet videre i vores bosætningsstrategi. Nu havde vi øget kendskabet til Odder Kommune som område, og derfor satte vi mere fokus på salg af boliger og byggegrunde. Det gør vi med datadrevet markedsføring i samarbejde med bureauet Mindmill.

 Hvilke konkrete ting gjorde I ellers?

– Blandt andet brugte vi de sociale medier som Facebook og Instagram meget. Vi målrettede bannerreklamer primært til personer i Aarhus 30-39 år, altså nogle som kunne tænkes at ville skifte lejligheden ud med et hus og lidt jord under neglene. Det er en af de ting, vi er lykkedes rigtig godt med. Faktisk har vi i 2017 fået 726 borgere alene fra Aarhus Kommune. Samtidig fravalgte vi, at det var borgmesteren, som skulle fortælle en masse om Odder. Derfor har vi opfordret alle i kommunen til at dele vores opslag på Facebook om bosætning, og det er der mange, der har gjort. Det er den bedste anbefaling, man overhovedet kan få, når en borger deler til sit netværk. Vi etablerede også et korps af frivillige Odder-ambassadører, som ville være med til at markedsføre Odder og fortælle om ikke bare Odder by, men også om, hvordan det er at bo i vores oplandsbyer. For udover at trække folk til Odder by har vi haft et stort fokus på at trække folk til oplandsbyerne. Vi har også inddraget vores lokale ejendomsmæglere i vores bosætningsindsats, og det har også virket godt.

I 2017 oprettede vi i samarbejde med Mindmill et nyt tilflyttersite – Flyttilodder.dk, og vi har arbejdet yderligere med digital markedsføring og salg i år. 

Hvordan har det lokale samarbejde med oplandsbyerne været?

– Vores udgangspunkt har været, at det er hele kommunen, der skal løfte opgaven. Vi skal alle være ambassadører for Odder Kommune. I Odder har vi 12 lokalråd, der er vidt forskellige i deres organiseringsgrad og engagement. Nogle af dem har i den grad understøttet kommunens bosætningsstrategi med både brochurer, informationsmateriale om lokalsamfundet samt afholdelsen af arrangementer som åben landsby. Vi har givet lokalrådene plads til at fortælle om deres områder på vores hjemmeside, Odder.dk, og taget dronefotos af alle byerne. Det er ambitionen at inddrage lokalrådene endnu mere på sigt.

I Saksild er der en gruppe borgere, der på eget initiativ har gjort et imponerende arbejde og lavet en hel bevægelse under navnet #Flyt til Saksild, hvor de fortæller om, hvor fantastisk det er at bo i den kystnære landsby.

I fik også lavet et slogan “Odder – det er da ret ok”. Hvordan har det virket?

 – Det har fyldt meget på godt og ondt. Uanset hvilket slogan vi havde valgt, ville nogen finde det fremragende og andre ikke bryde sig om det. Sloganet er bevist jysk underspillet og bruges til at sætte streg under udsagn som fx ”I Odder Kommune har alle børn deres egen iPad. Det er da ret OK”. Vi har fået meget omtale ud af det, og det var et af formålene. Jeg er blevet interviewet tre gange af københavnsk radio, for københavnerne kunne åbenbart rigtig god lide det. Og vi kan se, at kendskabet til Odder er øget.

I har haft succes med det, mange kommuner kæmper med, nemlig bosætning. Hvad tror du, er nøglen til jeres succes?

– Der var en del, der trak på smilebåndet over målet om at nå 25.000 borgere i 2015. Men som det ser ud nu, er det ikke urealistisk, at Odder Kommune passerer de 23.000 borgere i 2018. Succesen er en kombination af mange ting. Der har været en været gunstige udviklinger i konjunkturer. Vi får snart en letbane, så man nemt kan komme hurtigt til Aarhus, og det har vi hørt fra tilflytterne har haft stor betydning for, at de er flyttet til Odder. Der er også min opfattelse, at vores bosætningsstrategi virker. Det allerførste skridt i at skabe forandring er den politiske erkendelse af, at man skal gøre noget. Det hele begynder med byrådet. Og det er næsten det allervigtigste, for det er her prioriteringerne og pengene skal findes. Byrådet skal være med til at sætte en retning i de valg og prioriteringer, man laver, så de hænger sammen med den kampagne, man iværksætter. For vores vedkommende, at vi skal være 25.000 borgere i 2025. Blandt de syv partier i Odders byråd har der været en bred politisk forståelse for denne målsætning.

Hvordan kommer det konkret til udtryk?

– Fra byrådets side har man bevidst satset på nogle af de ting, vi ved, betyder noget for de, der har Odder på radaren. Børnene er hemmeligheden til det hele, når man går efter personer omkring de 30 år. De skal opleve, at de vælger en kommune, hvor rammerne fungerer omkring børnene. Derfor har vi også bygget en helt ny skole, der åbnede i 2017. Samtidig har vi sendt et signal om, at skolelukninger i oplandet ikke er et tema for kommunen i de kommende år. Det har også været en politisk prioritering at skabe attraktive boligformer på alle hylder: Du kan vælge at købe dit drømmehus ved havet, bygge dit eget hus eller bo i en lejebolig. Desuden har vi også haft fokus på de, der flytter fra Odder. For vi vil så gerne have, at de bliver lidt længere. Om lidt bygger vi 43 nye ungdomsboliger i hjertet af Odder til en billig husleje 400 meter fra, hvor letbanen ender. Så vi har også indledt en målrettet kamp for at få de unge til at blive længere i Odder.

Hvad er den vigtigste erkendelse i arbejdet med denne form for landdistriktsudvikling?

– Den første hurdle, man skal forbi som kommune, er at skabe politisk ejerskab og en bevidsthed omkring de ting, man gør. Man skal komme til erkendelsen af, at man har en udfordring i kommunen fx: Det kan ikke passe, at man ikke kan få Odder til at vokse. Vi har prioriteret at få fortalt den gode historie om, hvor meget godt, vi har her i Odder, samt hvor tæt det er på Aarhus. For os kulminerede arbejdet i 2017 med en befolkningstilvækst på 295 borgere. Det betyder, at holder vi kadencen, så når vi målet om de 25.000 borgere i 2025.

Hvordan kan andre kommuner lade sig inspirere af jer?

– Man skal lave en form for analyse for at indkredse problemet. Vores analyse viste, at vores befolknings gennemsnitsalder var for høj i forhold til landsgennemsnittet. Så vi tog det helt bevidste valg at have fokus på børnene fra 0 til 18 år. Vi havde os for øje, at det er et afgørende valg for forældre, når de vælger at bosætte sig i en kommune, at der er ordentlige rammer for børnene. Det er helt afgørende at have få, klare mål. Samtidig har vi investeret i at nå målet. Over fire år har vi brugt en million kroner, og det er en billig investering, når det er gået så godt. Men selv de steder, hvor historien ikke er helt lige så positiv, skal man gøre det alligevel. Alt andet er ikke ansvarligt, hvis man er lokalpolitiker og vil det bedste for sin kommune.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 61 16 46 58, mail eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail