Vinden, havet og det unikke rev ud for strækningen mellem Klitmøller og Hanstholm udgør hjertet i Cold Hawaii. Et af verdens bedste steder for surfere og friluftsmennesker at udfolde sig. Omgivet af en kystlinje på 226 km og de verdenskendte surfvenlige bølger er området omkring Cold Hawaii Thisted kommunens vartegn. Den vilde og vindblæste placering har ydermere givet mulighed for at ride med på klimabølgen. Og det har kommunen gjort.
Thisted er foregangseksempel på nogle af verdens førende eksperimenter udi vedvarende energikilder. Det er også derfor, kommunen omtaler sig selv som en af Danmarks førende klimakommuner på hjemmesiden, fortæller borgmester Ulla Vestergaard (A).
Hvad vil det egentlig sige at være foregangskommune på klimaområdet?
– Prædikatet bygger på vores udvinding af vindenergi, fordi vi samlet set producerer langt mere elektricitet, end vi bruger. 85 procent af den offentlige varme og 100 procent af elforsyningen kommer fra vedvarende energi, og det skyldes blandt andet de mange vindmøller og testcenteret, som genererer strøm. I Østerild har vi DTU’s nationale testcenter for store vindmøller, som er en seværdighed i sig selv. Møllerne er op til 250 meter høje, og ca. 30.000 besøgende kommer hvert år, nyder møllerne og tager turen rundt i det etablerede stisystem på den fem kilometer lange rute. Vi har i en lille landsby uden for Thisted testcenteret for verdens højeste vindmøller – det synes, jeg er vildt at tænke på.
Det er alt andet lige også noget af en nabo at få – hvordan har befolkningen i Østerild taget imod vindmøllerne?
– Der var lidt protester, da man fremlagde planerne for anlægningen, for placeringen var midt i Fredskov (et område med beplantning for at holde på sandet red.). Man var simpelthen bange for, hvad det ville betyde for dyrene og naturen med de mange vindmøller. Bekymringen var dog unødvendig, for dyrene fandt hurtigt ud af at komme omkring møllerne, samtidig med at faunaen derude er eksploderet. Efterfølgende har borgerne udelukkende været positive omkring etableringen. Det er generelt sigende for os i Thisted, at vi værner om vores natur og er stolte af den, så bekymringerne bunder i et ønske om at passe på den. Vores natur er vild og forunderlig, voldsom, mild og alt det midtimellem, og sådan skal det naturligvis fortsætte.
Hvordan har naturen spillet ind i jeres beslutninger på det kommunale plan?
– Vi har tradition for og ønske om at være pionerer på klimaområdet. Det betyder, at rigtig mange private husstande opsætter husstandsvindmøller, solcelleinstallationer, solvarmepaneler og varmepumpeanlæg. Derudover rummer vi Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, et testcenter for husstandsvindmøller, ligesom Hanstholm og Nissum Bredning beskæftiger internationale og danske udviklere af bølgekraftanlæg. Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi har været pionererne og er det stadigvæk i forhold til vedvarende energiløsninger, herunder solenergi, vindkraft, transport med planteolie og brint. Jeg må indrømme, at vi som kommune har haft nogle år, hvor vi har redet lidt på den grønne bølge. Ikke at det skal misforstås, men der har været en meget ambitiøs plan for nogle år siden, og fokus har sidenhen været andre steder. Nu vender vi dog tilbage med fornyet styrke og arbejder på at fastslå vores position som firstmovers.
Hvordan kommer jeres ambitiøse målsætning til udtryk i jeres uddannelsestilbud?
– Det er ikke, fordi vi fraråder unge mennesker at komme lidt ud og flyve, men vi har knoklet for at have nogle fornuftige tilbud på egnen, så flere af dem har lyst til at blive. Målet er ikke at få et universitet til Thisted, men at få flere uddannelser, der giver mening i forhold til jobmulighederne og kvalificering af arbejdskraft.Vores uddannelsestilbud vidner især herom. Cold Hawaii er et af vores største brands og aktiver, så det er naturligt at drage nytte af det i uddannelsessystemet. På Thy-Mors HF og VUC har de en HF-linje med Cold Hawaii, hvor undervisningen foregår forskellige steder – på stranden, på surfkollegiet, i skolen eller i bussen på vej et sted hen. Her er der plads til at prioritere surfing og det sociale meget højt. Ligeledes tilbyder uddannelsen som markedsføringsøkonom en linje med Cold Hawaii. Den to-årige uddannelse er tilrettelagt, så en stor del af elevernes læring foregår i samarbejde med lokale virksomheder herunder Elsk, Thisted Bryghus og selvfølgelig Friends of Cold Hawaii. Tanken er at give plads til at udfolde sig som surfer uden at gå på kompromis med uddannelsens kvalitet ved at gøre undervisningsstrukturen mere fleksibel.
Statistisk set er det kun hver femte, der flytter hjem igen efter endt uddannelse i en anden by. Hvordan arbejder I med at lokke de unge tilbage til egnen, når de har fået deres uddannelse et andet sted?
– Netop dét problem har vi haft tæt dialog med de unge fraflyttere omkring at løse. Vores erfaring er, at beslutningen bunder i, at man ofte mister sin tilknytning til hjemstavnen og bliver koblet af alle de aktiviteter og tiltag, der foregår, mens man bor i en anden by. Hvis de unge ikke ved, hvad der rører sig i området, så kommer de ikke tilbage af dem selv. For nylig har vi blandt andet oprettet specifikke facebookgrupper for at komme udfordringen til livs, og det er både nemt og bekvemt for de unge. ”Thy i Aarhus, ”Thy i Aalborg” og snart Odense og København bliver så at sige deres livline til Thy, hvor de både kan finde stillingsannoncer, invitationer til aktiviteter og diverse i området.
Hvordan vil I for fremtiden sikre, at I er foran med jeres klimaløsninger?
– I og med vi har testcentre for bølgeenergi, vind, biogas og geotermi, er vores forhåbning at der indenfor de kommende år udvikles og finpudses mere herpå. Særligt bølgeenergi er et område med indtil videre store uforløste potentialer. Vi valgte i budgettet for indeværende budgetår at øremærke penge til at videreudvikle Cold Hawaii. Styregruppen Cold Hawaii Inland arbejder for at gøre Thy til et nationalt centrum for frilufts- og vandaktivitet. Cold Hawaii Inland besluttede den 15. januar 2019 at sætte gang i arbejdet på en række steder, der skal gøre det nemmere at nyde naturen gennem fysisk aktivitet og via udkigssteder og shelters. Samlet set foregår der rigtig meget i kommunen, og her er vores udfordring ikke mindst at finde frem til en samlet, fælles fortælling. En fortælling om det, der gør Thisted til et godt sted at bo og etablere sig som virksomhed, bundet op på vores kultur, natur, frivillighed – alt.
Hvad er jeres udfordringer som landdistriktskommune?
– Vi har ikke en god sundhedsprofil i forhold til landsgennemsnittet på trods af surf og friluftsliv. Når det kommer til behandling af psykisk usundhed, er vi dog gode til at inddrage naturen. Den har været omdrejningspunkt i flere projekter målrettet forbedring af kommunens psykiske sundhed, hvor motionsture i det fri har været ordineret. Til gengæld er jeg overbevist om, at den nye generation af thyboere er meget bedre til at udnytte naturens muligheder, end min egen var. Derudover lykkes vi rigtig godt med at fastholde og tiltrække virksomheder og borgere. Udfordringen er, at det er et område, som kræver konstant fokus, fordi der skal så lidt til, før det vender – alle kommuner har jo i sinde at gøre sig lækre overfor nye virksomheder eller borgere. Vi prøver på alle mulige fronter hele tiden at kommunikere den gode historie om, hvad Thisted kan tilbyde, og at vi altså også har et liv efter klokken 16.