Med tiltag som en rullende kontorvogn læsset med politikere og udviklingskonsulenter løfter Lejre Kommune planlægningen ud af byrådssalen og ind foran landsbyens gadekær. Borgernes egne forestillinger om deres steder i kommunen er udgangspunktet for strategien Vores Sted, der i dag gennemsyrer alle dele af det kommunale arbejde. Landdistrikternes Fællesråd har spurgt Lejre Kommunes borgmester Carsten Rasmussen (A), hvordan landsbylivet blev til kommunens strategiske flagskib.
Hvad er baggrunden for Vores Sted strategien?
– Udgangspunktet for strategien stammer fra dannelsen af den nye Lejre Kommune efter Kommunalreformen. Vi var ved at blive opslugt af Roskilde Kommune, der ville blive en kæmpe kommune med 100.000 indbyggere. Det udløste stor modstand fra borgerne, der faktisk gerne ville holde fast i at være en landkommune med fokus på det nære. På den måde blev vi skabt i opposition til centraliseringen og storbyen. Det blev afsættet til at finde ud af, hvad Lejre Kommune egentlig er.
Og det blev til Vores Sted?
– Vores udgangspunkt var ikke et brand skabt af et konsulentfirma. For os var det væsentlige, hvad vores 27.000 borgere syntes om deres kommune. De er de absolut bedste ambassadører for deres sted. Det blev startskuddet til en proces, hvor flere end 1.000 borgere deltog. Resultatet er strategien og bogen Vores Sted.
Hvordan arbejder I med landdistriktsudvikling?
– Vi arbejder meget decentralt i kommunen. Alle 49 byer skal føle, at deres sted er vigtigt. Derfor har vi lavet et landsbyvisionarium. Her har vi undersøgt vores landsbyers kendetegn og inddelt dem i forskellige grupper; nogle er landsbyer, andre er landevejsbyer eller sommerhusbyer, mens andre er noget helt fjerde. Det væsentlige er, at arbejdet går ud på at finde ud af, hvordan den enkelte by udvikler sig. Vi tager udgangspunkt i de borgere, der bor i landsbyerne. For os er planlægningen ikke ’one size fits all’.
Hvordan kommer det konkret til udtryk?
– Vi har blandt andet investeret i en mobil Vores Sted vogn, som er en kontorvogn, der kører rundt i de forskellige byer. Så kan borgerne gå hen til kirkepladsen eller købmanden og komme i dialog med kommunens politikere og udviklingskonsulenter om udviklingen i deres by. Borgerne i de små byer skal ikke altid køre ind til de større byer. I stedet kommer vognen til dem, så de kan stå med fødderne plantet i gadekæret og direkte udpege de ting, der skal udvikles. På den måde kommer man helt tæt på byens livsnerve. Og det er netop det, vi ønsker. Vi ønsker ikke at have centralisering, men vil rykke dialogen ud. Tankegangen er at hive så mange beslutninger ud fra byrådssalen som muligt. Vi kommer til dem frem for, at de altid kommer til os. Det skaber en ligeværdig dialog og lokal handling.
Åbner vognen for en anden dialog end et borgermøde?
– Når vognen ruller ind foran købmanden, kommer man i kontakt med andre end de, der altid møder op til ethvert borgermøde. Du kommer i tæt kontakt med borgere, der aldrig ville vove sig ind til et borgermøde og tage ordet foran 100 andre. I stedet kan de udpege problemerne direkte. Det skaber en helt anden dialog.
Hvad har udfordringen været for jer?
– Selvom vi er en landkommune og har mærket krisen, så har vi ikke haft udfordringer med tomme huse og affolkning i samme grad som nogle andre landkommuner. Vores udfordring handler især om vores strategiske fokus på, at alle 49 byer er vigtige. Når man ikke har én centerby, kan det være svært at placere de forskellige faciliteter. For vi har jo ikke 49 rådhuse og kan heller ikke anlægge 49 idrætsanlæg. Det kræver en god dialog med borgerne at skabe forståelse for det. Samtidig satser vi meget på engagement og lokal patriotisme, men det må endelig ikke gå over i lokal egoisme. Udfordringen består i at tilgodese, men også skabe en forståelse for, at nogle har noget, andre ikke har.
Hvordan har I forsøgt at løse den?
– Vi forsøger at få borgerne med i arbejdet med at skabe løsninger på de problemer, de udpeger. For eksempel i forhold til kollektiv trafik. Vi har nogle gode kollektive forbindelser, men det er svært at komme på tværs af kommunen. Trafikken er ofte planlagt efter pendlere og adgangen til uddannelsesinstitutioner. Derfor har vi nogle klare udfordringer i, at vi gerne vil det decentrale, men heller ikke kan køre tomme busser på tværs af kommunen hver halve time. Her forsøger vi at få borgerne til at skabe løsninger i form af samkørselsordninger eller en delebilsapp. Det er ikke nok bare at skrive en klage til kommunen, i stedet opfordrer vi borgerne til at indgå i fællesskaber på tværs og løse tingene sammen.
Hvad er den vigtigste erkendelse i arbejdet med landdistriktsudvikling?
– For os er den vigtigste erkendelse, at løsningerne skal komme fra de enkelte byer. Vi skal ikke sidde i byrådssalene og træffe beslutninger på baggrund af konsulenthuse. Samtidig har vi oplevet, hvor vigtigt det er ikke at tale tingene ned, men i stedet fortælle om alle de fantastiske ting i landsbyerne. Det er langt mere attraktivt. Derfor skal vi alle sammen være opmærksomme på at tale vores værdier, naturen og fællesskaberne, op. Det er kernen i Vores Sted; at fortælle den gode historie om borgernes eget sted. Med Vores Sted har vi fået en identitet, vi fortæller om og er stolte af i stedet for at hakke på.
Hvordan kan andre kommuner lade sig inspirere af jer?
– Det er vores erfaring, at man skal starte fra bunden. At gå ud og tale med borgerne og undersøge, hvorfor de overhovedet bor i kommunen, og hvad der er godt ved at bo her. Vi talte også med potentielle tilflyttere om deres forestillinger om at bo i Lejre. Grundlæggende handler det om at få fat i borgernes perspektiver fra starten og finde ind til kerneværdierne i dem. Efterfølgende må man bygge strategien op om det frem for at købe sig til et dyrt slogan. Opbakningen er også vigtig. Hele kommunalbestyrelsen har været meget engageret og bakket op om projektet fra start i stedet for at modarbejde hinanden. Jeg tror, det hænger sammen med, at strategien er bundet så meget op på borgernes egne forestillinger. Dem kan man jo ikke gå ud og undsige. Desuden har vi gjort et stort arbejde for at implementere strategien i forvaltningen. Det skal ind under huden på alle i administrationen for at lykkes. Om det er skoleforvaltningen, socialforvaltningen eller planlægningsafdelingen. Alle skal tænke, at strategigrundlaget er udgangspunktet for arbejdet.