Det skal koste det samme at bevæge sig over vand som over land. Sådan er tanken bag landevejsprincippet, der udmøntes gennem tilskud til nedsættelse af færgetaksterne på de danske øer.
Og det kan betale sig at nedsætte færgetakster, for investeringen i lavere takster giver konkret afkast i form af ny udvikling på øerne – både hvad angår bosætning, turisme- og erhvervsudvikling. Det er konklusionen i en ny evaluering af tilskudsordningerne til at nedsætte færgetakster udgivet af Indenrigs- og Boligministeriet tilbage i august.
Derfor melder fem ø-borgmestre, Sammenslutningen af Danske Småøer, Færgesekretariatet og formanden for Landdistrikternes Fællesråd sig nu ind i valgkampen med et budskab om at implementere det fulde landevejsprincip, når finansloven skal forhandles efter et valg.
Implementeringen af et fuldt landevejsprincip vil koste 48,3 mio. kr. årligt ifølge beregninger fra Indenrigs- og Boligministeriet. Det er penge, som kommer direkte igen, mener formanden for Landdistrikterne Fællesråd, Steffen Damsgaard.
– Indenrigs- og Boligministeriet siger det sådan set selv i deres evalueringsrapport. Tilskud til at nedsætte færgetaksterne er hjælp til selvhjælp på de danske øer, så man kan sikre ny udvikling og skabe bæredygtige helårssamfund. Det er kun retfærdigt, at man betaler det samme for at krydse vandet som for at køre på landevejen, siger han og tilføjer:
– Grundlæggende er fuld trafikal ligestilling med til at sikre et mere balanceret Danmark, der hænger bedre sammen. Dén ambition kan et bredt flertal i Folketinget forhåbentlig stadig samles om efter valget.
Samtidig har stigende brændstofpriser for mange øboere og turister betydet dyrere færgebilletter og færre afgange. Uden fuld trafikal ligestilling er frygten, at det kan afskrække gæster og hæmme mobiliteten for øboere.
Invitation: Færgetræf på Fanø
På den baggrund inviterer ø-borgmestrene, Færgesekretariatet, Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd til færgetræf ved Fanø-færgen på Fanø Havn for i fællesskab med lokale erhvervsdrivende og øboere at drøfte, hvad det fulde landevejsprincip vil betyde for udviklingen på øerne.
Fanøs borgmester Frank Jensen udtaler:
– For Fanøs vedkommende snakker vi om et øget tilskud på ca. 10 mio. kr., som vi kan øremærke til eksempelvis lavere priser for de fastboende, pendlerne, de erhvervsdrivende eller turisterne. Det vil uden tvivl være en god investering og have en positiv effekt for såvel bosætningen som erhvervsudviklingen på vores ø. Derfor vil det være ønskværdigt, hvis vi nu kan komme helt i mål med landevejsprincippet, som vil være en kærkommen håndsrækning i en periode, hvor vi – ligesom de andre ø-kommuner – er ekstra udfordret.