Regeringen har netop offentliggjort, at de 16 kommuner ud af landets 98 kommuner, der valgte det statsgaranterede skattegrundlag for 2024, får mulighed for at overgå til selvbudgettering. Dermed undgår kommunerne et ekstraordinært stort milliontab hver især, og i alt ca. 780 mio. kr., som følge af deres budgetteringsvalg, der ellers ville ramme velfærden i særligt land-, ø- og yderkommunerne.
Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd.
– Det er en lettelse, at kommunerne får denne mulighed. Ikke mindst i land-, ø- og yderkommuner, som udgør størstedelen af de 16 kommuner, vil det få stor betydning, da de ellers stod overfor massive besparelser på den borgernære velfærd i en i forvejen presset økonomi, udtaler formand Steffen Damsgaard.
Oprindeligt har fordelen ved det statsgaranterede skattegrundlag været en større økonomisk sikkerhed. Men i 2024 valgte flertallet af kommunerne selvbudgettering ud fra en forventning om, at der ville være en vækst i kommunernes skatteindtægter, der kunne sikre nogle gunstigere vilkår.
Det har størstedelen af kommunerne ”vundet” på, mens de 16 kommuner, der valgte statsgarantien alle stod til milliontab. De 16 kommuner bliver også modregnet i bloktilskuddet, og ville uden den aktuelle dispensation således stå med et historisk stort tab, som skulle bespares primært i år 2027.
Ud af de 16 kommuner, er 10 af dem medlem af Landdistrikternes Fællesråd.
Ensartede vilkår i 2026
Regeringen har desuden præsenteret et lovforslag, der vil afskaffe muligheden for at vælge selvbudgettering i 2026, selvom størstedelen af kommunerne har valgt selvbudgettering for 2025.
– Det er med til at sikre mere forudsigelige vilkår, at alle overgår til samme model, og hvor man ikke bliver uforholdsmæssigt straffet ved at træffe et valg, der efterfølgende viser sig at være uheldigt. I sidste ende giver det mere stabilitet for kommunernes økonomi fremadrettet, siger formanden.
Kommunernes økonomi har meget høj prioritet hos Landdistrikternes Fællesråd, og det er vigtigt, at der kommer bedre rammer for kommunernes økonomi. Det gør sig særligt gældende for det kommunale tilskuds- og udligningssystem, hvor organisationen har inviteret landets borgmestre til topmøde om udligningssystemet den 12. december 2024 i Middelfart.