Østerild får op til 450 meter høje vindmøller!
I første omgang skal der laves en såkaldt miljø- og habitatkonsekvensvurdering, der skal undersøge påvirkningen på miljø, natur og landskab ved at udvide vindmølletestcenteret i Østerild. Herefter er ambitionen, at der skal opsættes vindmøller på op til 450 meter, hvilket er 3 gange så højt som de fleste moderne produktionsmøller på land, som ofte er 150 meter høje.
Landdistrikternes Fællesråd er bekymret for udviklingen i lokalområdet, hvis flere kæmpevindmøller bliver en realitet.
– Det får kæmpe konsekvenser for lokalområdet, hvis man opsætter de kæmpestore vindmøller. Udover at et par mindre lokalsamfund, bl.a. Hjardemål Klit og Thy-lejren, som helt eller delvist skal eksproprieres og fjernes, så er der udsynet til de gigantiske vindmøller samt støj- og skyggegener, som vil genere de tilbageværende boliger tættest på vindmøllerne, ligesom de forringer værdien og omsætteligheden af boligerne væsentligt, fortæller Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Organisationen havde gerne set en bredere analyse med flere lokaliteter i beslutningsfasen, arealer med færre borgere og en beliggenhed væk fra verdensarvsområder.
Men beslutningen er taget, og nu bør staten tage et større ansvar for by- og landudviklingen ved at give mulighed for at omplacere boliggrunde fra de boliger, der fjernes, til nye attraktive lokale placeringer i det åbne land. Ellers bliver konsekvensen affolkning af områder i og omkring de kæmpestore vindmøller.
– Hver gang der bliver opsat vindmøller eller solcelleparker, som medfører, at boliger nedrives og fjernes, så skal kommunen kunne placere en byggeret til en ny bolig et andet sted i nærheden, i det åbne land. Ellers risikerer vi, at landsbyer, lokalsamfund og sogne svinder ind og folk flygter derfra. En fraflytning kan betyde, at livsnerver som daginstitutioner, skoler og dagligvarebutikker og andre lokale samfundsfunktioner er i overhængende fare for at lukke, udtaler Steffen Damsgaard.
Testcenter-udvidelse ved Høvsøre rammer landsbyen Fjaltring
Forligskredsen kunne have lyttet til borgene og ladet den nærmeste vindmølle blive på max 190 meters højde. Så var der måske opnået lokal accept af, at de øvrige vindmøller i Testcenter Høvsøre kunne blive 250-275 meter høje.
– Det er ikke acceptabelt, at man ikke lyttede til lokalbefolkningen i Fjaltring. Det er ikke acceptabelt, at man landspolitisk ikke engang vil give en markant øget årlig kompensation til de nærmeste tilbageværende naboer indenfor en udvidet grænse på 2,5 km fra hver testmølle. Desuden er det heller ikke acceptabelt, at staten lader sig selv “slippe billigere”, når det gælder betaling af Grøn Ordning til de berørte lokalsamfund og landsbyer. Det burde automatisk udløse Grøn Ordning, hver gang der udskiftes en mølle i testcentret, ligesom når der stilles produktionsmøller op, understreger Steffen Damsgaard.
Omplacering af boliger og antal kæmpe testmøller
Landdistrikternes Fællesråd har flere gange opfordret til, at planloven bliver justeret til at give plads til omplacering af boliger, som en del af de politiske aftaler på vindmølleområdet. Samtidig ønsker organisationen, at staten sikrer den nødvendige finansiering af de nye boliger, såfremt boligfinansiering er en udfordring ved nybyggeri i området.
Lokalt har der været stor uro og bekymring for etableringen af kæmpevindmøllerne, og den bekymring skal man tage til efterretning, mener Landdistrikternes Fællesråd.
– Folk i Thy, og i hele Nord- og Vestjylland, er vant til at bo tæt på vindmøller, men slet ikke i denne størrelsesorden. Selvom vindmølle-testfaciliteter på land er centrale for vores vigtige vindmølleindustri med mange arbejdspladser i produktionsdanmark, så bør man politisk tage en fornyet tæt drøftelse med vindmølleindustrien og overveje, om vi virkelig har brug for at opsætte så mange kæmpe testvindmøller helt op til 400-500 meter, når den lokale modvilje er så voldsom, afslutter Steffen Damsgaard.