Landdistrikterne: Gode takter i forslag om kompensation til kommuner, der planlægger store VE-anlæg

Regeringen vil kompensere kommuner med 200 mio. kr., hvis de planlægger flere vindmøller og solceller på land. Det møder opbakning fra Landdistrikternes Fællesråd, der fremhæver vigtigheden af, at pengene kan gå til bedre service til borgerne i kommunerne.

Som en del af det kommende landdistriktsudspil, vil regeringen årligt fordele 200 millioner kroner til de kommuner, der bidrager mest til udbygningen af vedvarende energi på land. Ifølge by- og landdistriktsminister Morten Dahlin (V) kan kommunerne bruge pengene til at forbedre serviceniveauet for borgerne.

I Landdistrikternes Fællesråd har man længe kæmpet for at skabe bedre rammer for de kommuner og lokalsamfund, der lægger arealer til vindmøller og solcelleparker. Forslaget møder derfor opbakning fra formand Steffen Damsgaard:

– Med forslaget kompenserer man de kommuner, der vil bidrage til den grønne omstilling og opsætte solceller og vindmøller – det er i sig selv positivt. Men den vigtigste detalje er måske, at kommunerne selv kan budgettere midlerne i deres drift, hvad enten det er til flere pædagoger, hjemmehjælpere, skolebusser eller andre serviceforbedringer, siger formanden og uddyber:

– Det er en stor hjælp til de kommuner, der yder en kæmpe indsats med planlægningen, når der er forskellige interesser fra naboer, landsbyer, lodsejere og VE-udviklere. Forslaget sender desuden et vigtigt signal om, at kommunen bedre kan øge serviceniveauet overfor borgerne i de berørte områder, så de bliver mere attraktive for bosætning. Det er kun rimeligt, og forhåbentlig kan det bidrage til at skabe større lokal opbakning til solceller og vindmøller fremadrettet.

Landdistrikternes Fællesråd ser nu frem til at få afklaret, hvor mange kommuner, der skal have del i de 200 millioner kroner.

– Det er endnu for tidligt at sige, om 200 millioner kroner rækker, for det afhænger af, hvor mange kommuner der skal indgå i aftalen. Men kombineret med tidligere tiltag, som øget kompensation til energianlæggenes nærmeste naboer og et større bidrag til den Grønne Pulje, så er forslaget et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Steffen Damsgaard, og tilføjer:

– Naboer og lokalsamfund bør dog fortsat lave frivillige aftaler med udviklerne af VE-anlæg, så lokalområdet og naboer får et større bidrag, end det statens nabokompensation og Grøn Ordning beskriver. 

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail