For få uger siden meddelte bestyrelsen i VIA University College, at læreruddannelsen i Skive står til at lukke, og Nørre Nissum reduceres til den net-baserede læreruddannelse, fordi man har svært ved at tiltrække studerende og dermed tilbyde fagligt robuste fællesskaber og inspirerende studiemiljøer.
I Landdistrikternes Fællesråd fremhæver man, at læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum er tydelige eksempler på, hvorfor der er behov for, at man politisk tænker endnu mere helhedsorienteret – både ved fastholdelse af eksisterende uddannelser og etablering af nye decentrale uddannelser. Det indebærer, at der investeres langt mere i at gøre uddannelsesstedet og nærområdet mere attraktivt for de studerende.
– Udvikling af nye studieretninger, innovative tiltag, samt nicher i uddannelsesudbuddet kan være en del af vejen for at skabe spændende uddannelser, både for erhvervsrettede uddannelser og velfærdsuddannelserne. VIA University College har allerede gjort meget for at sikre uddannelsestilbud i Skive og Nørre Nissum, men jeg savner, at man i et bredt partnerskab vil give det en ekstra chance, siger formand Steffen Damsgaard.
Han understreger desuden, at nærområdet også skal være attraktivt for de studerende:
– Basale funktioner i nærområdet er naturligvis vigtigt, såsom studievenlige boliger og gode transportforbindelser til uddannelsesstedet. Desuden skal de studerende have mulighed for at kombinere studiet med deres interesser, hvad enten det er sport, musik eller noget helt tredje, som kan være en lokal styrkeposition, som vi fx kender det med surfing og ungdomsuddannelse ved Cold Hawaii. Derfor skal der også investeres i områderne, så de kan være attraktive for de studerende.
Afgørende at der er uddannelser i hele landet
Statsminister Mette Frederiksen meddelte fra Folketingets talerstol den 14. maj, at det er helt afgørende, at der er uddannelser i hele landet. Derfor vil regeringen “gå i dialog” med VIA University College, “så der i de kommende år vil være en læreruddannelse i Skive.”
I Landdistrikternes Fællesråd opfordrer man til, at man politisk forholder sig til, hvordan man kan gøre læreruddannelserne i Skive og Nørre Nissum, såvel som andre udfordrede og lukningstruede uddannelser i landdistrikterne, mere attraktive for de studerende og opretholde fysiske uddannelsestilbud.
– Jeg håber, at man politisk vil prioritere og styrke de decentrale uddannelser. Her kan staten, kommune og uddannelsessted samarbejde i langt større omfang end hidtil set, for at gøre uddannelser og områder mere attraktive for de studerende på en række områder. Det kræver bl.a., at man landspolitisk vil sætte en pulje af til tiltag, der kan søges af de uddannelsesinstitutioner, som er lukningstruede. Men det kræver også, at man etablerer minimum to uddannelser samme sted, med faglige synergier og til gavn for studiemiljøet, så man opnår den nødvendige ”kritiske masse” af antal studerende, fortæller Steffen Damsgaard.
Hvis ikke man investerer i uddannelsesstederne og studiemiljøet omkring dem, har det en klar konsekvens, mener formanden:
– Hvis man ikke formår at gøre uddannelserne attraktive for de studerende, så lukker de på sigt. Og i sidste ende vil det betyde, at der er nogen, der ikke får sig en uddannelse, for afstand er en barriere for den gruppe af unge, der ikke vil til de store universitetsbyer. Det er et problem, som der skal findes løsninger på, når regeringen samtidig ønsker et land i geografisk balance, afslutter Steffen Damsgaard.