Den længe ventede aftale til en omfattende sundhedsreform er i dag præsenteret, og rummer bl.a. en række initiativer til at skabe mere nærhed i sundhedsydelser og få flere læger i land-, ø- og yderområder. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd.
– Den nye sundhedsreformaftale indeholder vigtige initiativer, der skal sikre nærhed i sundhed og mere geografisk lighed i sundhedstilbuddene. Vi skal gøre op med postnummerlotteriet, så alle patienter får ordentlig behandling, uanset hvor de bor. Aftalen er et godt skridt i dén retning, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.
Flere læger til land- og yderområder
En af løsningerne til at forbedre lægedækningen, er et knæk i honoreringen af lægerne, så hvis man er læge og har mange patienter i særligt yderområderne, så får man et større honorar, end hvis man er læge i et område med mere raske patienter.
– En differentieret honorering af læger, hvor de får mere tid til hver enkelt patient, er en del af løsningen til at få flere læger til at søge mod yderområderne. Det vil gøre det mere attraktivt at arbejde i lægedækningstruede områder, i land-, ø- og yderkommuner, hvor der ofte er flere multisyge og kronisk syge patienter, påpeger Steffen Damsgaard, som dog ønsker en løbende opfølgning og ekstra initiativer, hvis ikke lægedækningen bliver væsentligt bedre.
Lægedækningen skal desuden styrkes gennem flere uddannelsespladser i almen medicin i Aalborg og Køge samt oprettelsen af en ny bacheloruddannelse i medicin i Esbjerg. Der skal være mindst 5000 praktiserende læger i 2035, er målet. Lige nu er der omkring 3500 praktiserende læger i Danmark.
– Det er rigtig godt, at der oprettes flere studiepladser uden for de større byer i blandt andet Køge og Esbjerg. Vi kan jo se i Nordjylland, at flere nyuddannede læger vælger at blive efter endt studie, og det er netop dét, vi har brug for, hvis vi skal sikre læger i alle dele af landet, siger formanden.
Ny mega-region kan øge centraliseringen
Med aftalen vil regeringen, sammen med Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Danmarksdemokraterne, desuden lægge Region Sjælland og Region Hovedstaden sammen til Region Østdanmark, så der fremover bliver fire i stedet for fem regioner. Det modtages med en vis skepsis i Landdistrikternes Fællesråd.
– Vi frygter, at en sammenlægning af to regioner kan føre til øget centralisering af sundhedsvæsenet, selvom ambitionen er decentralisering. Det må ikke resultere i, at borgerne i Region Sjælland får længere til sundhedstilbud, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:
– En mega-region med færre regionsrådspolitikere vil svække det regionale demokrati, og gå ud over yderområderne.
De nuværende 21 sundhedsklynger erstattes desuden af 17 sundhedsråd bestående af folkevalgte politikere fra kommuner og regioner.
– Det er en god idé at lade lokale politikere være med til at udvikle et nært sundhedsvæsen og sikre flere tilbud tæt på borgerne. Det kræver dog, at kommunerne fremadrettet kan få en reel mulighed for at løse de opgaver, de indtil nu har ansvar for, hvis de ønsker det, og at der kan findes løsninger mellem regioner og kommuner, hvis begge parter ønsker det.
– Vi havde gerne set, at der blev etableret mindst ét sundhedshus i alle kommuner, så borgerne får lige adgang til sundhedstilbud, uanset hvor de bor. Det forventer vi, at sundhedsrådene kommer til at arbejde for, afslutter Steffen Damsgaard.
Landdistrikternes Fællesråd vil melde særskilt ud om beslutningerne vedrørende området regional udvikling, herunder landdistriktsudvikling, grøn omstilling, klimatilpasning og kultur, som regionerne i dag har ansvaret for.