Landdistrikter og købmænd: Mindre grænsehandel gavner de små lokalsamfund

Danskerne grænsehandler hvert år for milliarder af kroner for at spare penge på dagligvarer, fordi danske afgifter er langt højere end tyske. Med et økonomisk råderum på 23 mia. kr. har regeringen en historisk chance for at tage et opgør med grænsehandlen og give handlen tilbage til danske butikker.

Landdistrikternes Fællesråd og De Samvirkende Købmænd (DSK) opfordrer regeringen til sænke afgifterne på grænsehandelsfølsomme varer og bremse butiksdøden, som rammer allerhårdest i de mindre lokalsamfund.

Opfordringen kommer i kølvandet på, at regeringen i sidste uge løftede sløret for, hvordan den ønsker at udmønte sit økonomiske råderum i forhold til efterårets politiske forhandlinger.

– I disse udspil ligger det os meget på sinde at minde regeringen om at holde fokus på, at der bør være tale om tiltag, der kommer alle danskere til gode – især i landets yderområder, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Mens grænsehandelsbutikkerne spinder store summer på at sælge varer til danskerne, kæmper de danske købmænd og kiosker på den anden side af grænsen en kamp for at holde deres forretning i gang. Det har længe været svært at drive forretning i yderområderne og de mindre byer.

– Jo tættere på Tyskland, desto færre dagligvarebutikker. Vi svigter de mindre lokalsamfund, når handel for milliarder sker på den anden side af grænsen, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK.

Grænsehandlens skævvrider af store del af især Jylland. Det rammer mange mindre samfund, som i forvejen kæmper med affolkning.

– Den lokale dagligvarebutik er en livsnerve og en vital del af lokalsamfundet. Undersøgelser viser, at en lokal dagligvarebutik er én af flere afgørende argumenter for valg af bolig, siger Steffen Damsgaard.

Hvis man for alvor vil rykke handel tilbage til Danmark, er man nødt til at fokusere på afgifterne på de store magnetvarer, som spiritus og slik.

DSK og Landdistrikternes Fællesråd fastslår, at grænsehandlen og dens konsekvenser for det danske samfund er ikke en nyhed. Netop derfor er det på tide, at man fra politisk side gør noget ved problematikken. Løsningen ligger lige for med afgiftslettelser.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, politisk chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail