Landdistrikter: Kommunernes udligningssystem splitter Danmark i et A- og B-hold

I store dele af landet kæmper økonomisk pressede kommuner med at få næste års budgetter til at hænge sammen som følge af et skævt tilskuds- og udligningssystem. Det forlyder, at regeringen vil lave en ny udligningsreform i 2028 (rettelse: Ultimo 2027). Det møder opbakning fra Landdistrikternes Fællesråd, som har 55 kommuner som medlemmer, men løsningen er nødt til at komme langt før.

Den seneste udligningsreform viste allerede i 2021, at der ikke var det nødvendige økonomiske løft til en stor gruppe af land-, yder- og ø-kommuner – tværtimod er mange kommuners økonomi blevet markant forværret, som følge af reformen. Det splitter kommunerne i et A- og B-hold, hvor vækstkommuner står som de klare vindere.

Blandt andet Københavns Kommune skummer fløden, hvor borgerne for tredje år i træk kan se frem til skattelettelser og et velfærdsløft. Samtidig står en lang række af landets kommuner og må tage stilling til, hvor meget man kan skære i den borgernære velfærd i 2025, for budgetterne hænger slet ikke sammen.

Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, udtrykker skarp kritik af tilskuds- og udligningssystemet:

– Der er tale om et decideret sammenbrud i tilskuds- og udligningssystemet. Det viste sig tydeligt med en kommuneaftale for 2025, der skulle give et velfærdsløft på kr. 3,4 milliarder kroner, men i stedet gav den markant store nedskæringer i velfærden i mange land-, yder- og ø-kommuner. Selv efter et efterfølgende ekstraordinært etårig finansieringstilskud på 2,5 milliarder kroner har mange af kommunerne måtte skære ned, siger han og fortsætter:

– Lige nu står flere kommuner i en akut krise, hvor folk ender med at flytte fra lokalområder, hvis der skal spares yderligere på fx skoler, ældrepleje og børnepasning. Det er et af de mest markante skridt i retning af en skævvridning af Danmark, og det er direkte modsat af regeringsgrundlagets ønske om et land i bedre geografisk balance.

I flere kommuner risikerer folkeskoler at lukke, som følge af besparelser. Herunder i Randers Kommune, Nyborg Kommune og Viborg Kommune

Med den nye sundhedsreform, står den kommunale medfinansiering (KMF) desuden til at ændres, da den dels er fejlbehæftet og misvisende.

Ny udligningsreform nu!

Fra Landdistrikternes Fællesråd er meldingen klar: Igangsæt arbejdet med en ny udligningsreform nu!

– Vi kan forstå, at regeringspartierne ønsker, at udligningssystemet skal ændres i 2028 (rettelse: ultimo 2027), men vi kan ikke vente i flere år – der skal handles nu, understreger Steffen Damsgaard og uddyber:

– Regeringen bør hurtigst muligt sætte sig sammen med kommunerne og lave en ny udligningsreform på baggrund af en dybdegående analyse af, hvad udligningssystemet skal rumme, så man stiller borgerne nogenlunde lige i forhold til den borgernære velfærd og basale servicefunktioner.

I år har 44 kommuner søgt om tilskud fra særtilskudspuljen, der er målrettet de særligt vanskeligt stillede kommuner, men kun halvdelen får del i puljen. Aktuelt er puljen oversøgt med over 1,4 milliarder kroner. Det viser, at mange kommuner har ekstremt svært ved at få budgetterne til at hænge sammen.

– Indtil en ny tilskuds- og udligningsreform kan træde i kraft, så må der laves en flerårig redningspakke for kommunernes økonomi med fokus på land-, yder- og ø-kommuner, på minimum 3 milliarder kroner årligt med tilhørende finansiering. Ellers vil vi smadre velfærden i dele af landet og skabe en ulighed, som vi kun ser i lande, vi normalt ikke sammenligner os med, afslutter Steffen Damsgaard.

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Pressechef

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail