Landdistrikter i jubel: Millioner til lokal udvikling

Erhvervsminister Simon Kollerup meddeler mandag, at han prioriterer 93 millioner kroner til de lokale aktionsgrupper (LAG-grupper) i 2021. Der er store roser til ministeren fra formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

Der er gode nyheder på vej til landets 26 lokale aktionsgrupper. Erhvervsminister Simon Kollerup (S) meddelte mandag, at han fastholder den ekstra bevilling til LAG-ordningen i 2021 således, at puljen i 2021 lyder på 93 mio. kr.

Tilbage i 2016 beskar den tidligere Venstre-regering midlerne i LAG-ordningen fra 90 mio. kr. til 63 mio. kr. årligt. I september 2019 rullede erhvervsminister Simon Kollerup besparelserne tilbage for 2020 og øremærkede i samme ombæring de ekstra 30 millioner kr. til projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne.

Det er denne tilbagerulning, erhvervsministeren fortsætter det kommende år. Formanden for Landdistrikternes Fællesråd har kun ros tilovers for ministerens beslutning.

– Hele det decentrale Danmark har i den grad grund til at glæde sig i dag. Med beslutningen om at fastholde LAG-midlerne på niveauet fra før 2016, er erhvervsministeren med til at holde hånden under et af de allervigtigste udviklingsredskaber i landdistrikterne, siger han.

Der er god ræson i at støtte LAG- og FLAG-projekter landet over. LAG-midlerne skaber nemlig ikke alene aktiviteter, men også arbejdspladser i hele Danmark. Det konkluderede Center for Landdistriktsforskning tilbage i 2017 i en rapport, hvori de vurderede, at aktiviteterne i LAG-indsatsen har bidraget til en samlet beskæftigelseseffekt på ca. 2.400 arbejdspladser.

LAG-ordningen hører under det danske Landdistriktsprogram, der officielt udløber i 2020. Selvom der aktuelt er forhandlinger i EU om den nye programperiode for 2021-2027, når man ikke at færdiggøre forhandlingerne, før den nye periode begynder.

Ved at melde klart ud om 2021-midlerne håber erhvervsministeren, at overgangen til den kommende EU-programperiode bliver så smidig som mulig. Det udtaler han i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet:

– Det er meget vigtigt for mig, at de lokale aktionsgrupper får at vide, hvor mange penge, der er at gøre godt med til lokale projekter til næste år. For vi må ikke bremse virkelysten ude i landdistrikterne. Vi har løbende brug for ideerne fra ildsjælene og de lokale drivkræfter. Det er de lokale aktionsgrupper, der bedst kender de konkrete behov i deres nabolag, og derfor ved de også, hvor og hvordan der skal sættes ind, lyder det fra erhvervsminister Simon Kollerup.

Det viser rettidig omhu, at erhvervsministeren har taget beslutningen om at sikre LAG-ordningens økonomi i 2021, understreger Steffen Damsgaard.

– Der skal lyde en stor tak og ros til erhvervsministeren for at tage problemstillingen omkring økonomien i de lokale aktionsgrupper alvorligt. Arbejdspladser og bosætning går hånd i hånd, og her er LAG-ordningen vital, idet den er med til at sætte gang i udviklingen helt lokalt og dermed gøde jorden for fremdrift til landdistrikterne, understreger Steffen Damsgaard.

Derfor har Landdistrikternes Fællesråd siden den daværende Venstre-regerings beslutning om at beskære LAG-ordningen arbejdet for at få besparelserne rullet tilbage. Fællesrådet har gentagne gange rejst problemstillingen for politikere på tværs af Folketinget. Og tilbage i september sendte formand Steffen Damsgaard et brev til erhvervsminister Simon Kollerup, hvori han bl.a. opfordrede til at styrke de lokale aktionsgrupper i forbindelse med finansloven for 2020 samt i den kommende programperiode.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 36, mail: eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail