Fjernundervisning, virtuelle arbejdsmøder og videokonsultationer med lægen er blevet normalen i en unormal hverdag. Da Danmark lukkede ned i foråret, steg trafikken på internettet med op til 40-50 procent fra den ene uge til den anden.
Og især i landdistrikterne har en ordentlig digital infrastruktur været afgørende for kommunerne under coronakrisen.
Det viser en ny undersøgelse fra Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Energi.
28 ud af 29 landdistriktskommuner har brugt videobaseret fjernundervisning på folkeskolerne under coronakrisen, mens alle kommuner har afholdt virtuelle byrådsmøder.
– Vi har som samfund ikke råd til at have digitale A- og B-hold, og uanset om man bor i byerne eller ude i landdistrikterne, så skal den digitale infrastruktur altså fungere 100 % stabilt og med høj hastighed. Under nedlukningen i forbindelse med coronakrisen var det i høj grad videobaseret kommunikation, som blev benyttet i landdistriktskommunerne til virtuelle møder, og det havde ikke været muligt for blot få år siden. Selvom dækningen med digital infrastruktur forbedres dagligt, og nogle steder i landet er helt i top, så er vi slet ikke i mål endnu. Vi er først i mål, når alle har lige muligheder, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.
Brug den digitale infrastruktur til mere
Der er ingen udsigt til, at danskernes digitale adfærd på nogen måde vender tilbage til tiden før krisen.
Ifølge undersøgelsen fra Landdistrikternes Fællesråd og Dansk Energi vil 26 ud af 29 kommuner da også fortsætte med at benytte videobaseret kommunikation. Internt øger det muligheden for hjemmearbejde, hvis forbindelsen er stabil og hurtig nok, og ved eksterne møder sparer det medarbejderne tid på transport og brændstof, da man i nogle tilfælde kan gennemføre mødet fra rådhuset frem for at køre langt efter det.
Samtidig ser 28 ud af 29 kommuner i høj grad videobaserede møder som en supplerende løsning for borgernes kontakt med kommunen.
– Coronakrisen har enorme sundhedsmæssige og økonomiske konsekvenser. Men den har også vist, hvor vigtigt det er for vores hverdag at have en ordentlig digital infrastruktur og adgang til den digitale livline, som for eksempel fibernettet udgør. Det er vigtigt, at vi fremadrettet sætter fokus på, hvordan vi udnytter den digitale infrastruktur til langt flere samfundsgavnlige formål, end det er sket tidligere, siger Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi.
Det er de danske landdistriktskommuner, som er medlemmer hos Landdistrikternes Fællesråd, der har deltaget i undersøgelsen.