Landdistrikter: EU-aftale giver nye muligheder for udvikling

Den nye aftale om EU's genopretningsfond tilfører flere milliarder euro til udvikling af landdistrikter, hvilket åbner for nye muligheder i Danmark, vurderer Landdistrikternes Fællesråd. Formand Steffen Damsgaard håber konkret, at regeringen vil booste udviklingen på landet ved at prioritere flere midler til de lokale aktionsgrupper samt fortsat styrke fødevareklyngen.

EU’s budget for de kommende syv år og en genopretningsfond ovenpå corona-pandemien ligger klar efter et længere forhandlingsforløb. 

Som en del af genopretningsplanen, Next Generation EU, tilføres 7,5 mia. euro til den europæiske landbrugsfond for udvikling af landdistrikterne.

Det åbner for nye muligheder i Danmark, vurderer formanden for Landdistrikternes Fællesråd. 

– Det er meget positivt, at der er landet en aftale om EU’s genopretningsfond, som skaber rammerne for at styrke den nære og lokale landdistriktsudvikling, som med stor succes drives af de lokale aktionsgrupper ved at støtte projekter, der understøtter beskæftigelse og bosætning, siger Steffen Damsgaard. Han fortsætter: 

– I lyset af corona-pandemien har vi mere end nogensinde før brug for at booste udviklingen på landet, som igennem flere år har været udfordret af lavere vækst og urbanisering. Vi ved, at de projekter, der støttes igennem LAG-ordningen, fastholder eksisterende og skaber nye arbejdspladser, samtidig med at de fremmer bosætningen i området. 

En evalueringen fra 2019, der er udarbejdet af Oxford Research, understreger ligeledes, at aktionsgrupperne udfylder en væsentlig plads i det offentlige udviklings- og erhvervsfremmesystem. 

– Jeg håber, at erhvervsminister Simon Kollerup vil gøre brug af de nye rammer fra EU og styrke én af de ordninger, der for alvor kan mindske de store forskelle, der fortsat er i et lille land som Danmark, siger Steffen Damsgaard.

Landdistriktsformanden understreger yderligere, at det er vigtigt fortsat at understøtte landbrugs- og fødevareerhvervet, som udgør en væsentlig andel af beskæftigelsen udenfor de største danske byer.

– Danmark er et landbrugsland, og landbruget forventes at levere meget mere på den grønne dagsorden, når det kommer til klima, miljø og biodiversitet. Derfor er det afgørende, at landmændene fortsat sikres en fornuftig økonomisk støtte og dermed en ordentlig konkurrenceevne på de globale markeder. Reduktionen af landbrugsbudgettet med op mod 10 procent er i den sammenhæng bekymrende, afslutter Steffen Damsgaard.

Dele af aftalen skal ifølge EU-traktaten godkendes ved afstemning i EU-Parlamentet.

Desuden skal EU-landenes parlamenter godkende, at man hæver indtægtsloftet midlertidigt.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, public affairs-chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 40 777 170, mail: nja@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail