Kampagne: Mere end 300 muligheder for en gåtur med god afstand

Lige nu har mange danskere mere end nogensinde brug for at komme ud i naturen, hvor der både er frisk luft og gode oplevelser, men hvor der også kan holdes afstand. Derfor har SPOR i Landskabet lanceret en storstilet kampagne for at gøre opmærksom på de over 1200 km trampestier rundt i landet.

Noget så simpelt som en gåtur har mange fordele.

Livskvalitet og glæde, motion og sundhed, afstressning og fordybelse, forbedret indlæring og forståelse for naturen og landbruget – listen kunne fortsætte.

Derfor støtter Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer sammen med en række fonde og organisationer SPOR i Landskabet, et projekt hvor lodsejere, landmænd og frivillige fra både land og by, har skabt forbindelser i landskabet. Det er blevet indtil videre blevet til over 300 trampestier, og samlet mere end 1200 kilometer, hvor danskerne kan gå en tur og samtidig holde afstand.

– I denne tid skal vi være sammen ved at holde afstand. Det kan man f.eks. gøre ved at komme ud i landet og opleve den unikke danske natur. Her har vi frisk luft – og god plads til at holde afstand, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard. 

Som følge af coronavirus har SPOR i Landskabet iværksat en større kampagne, bl.a. med bannerannoncer i en række danske byer. Det skal få flere ud i naturen, forklarer Anne Arhnung, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

– Alle kan have brug for en pause, at få rørt sig og frisk luft til at klare hovedet. Derfor vil vi gerne minde danskerne om at SPOR i landskabet har stier over hele landet, hvor der er mulighed for at komme ud og opleve naturen og foråret, siger hun og fortsætter: 

– At opleve bøgen springe ud, rapsen der står gul på marken, og at fuglene igen kvidrer, minder os om at ikke alt er forandret og nogle ting er som de plejer at være. Det gavner os som mennesker og samfund, bidrager til at hjælpe os igennem denne specielle tid med Covid-19. 

Spor i Landskabet har eksisteret siden 1997 og er et samarbejde mellem Kommunernes Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Skovforening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Landdistrikternes Fællesråd, Miljøstyrelsen og Danmarks Jægerforbund. 

Find et spor nær dig på spor.dk

Vi gør opmærksom på, at man til en hver tid skal følge myndighedernes retningslinjer – hold derfor afstand til andre og del i første omgang denne oplevelse med de få personer, du bor med.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, public affairs-chef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 40 777 170, mail: nja@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail