Til det første arrangement i Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018 vil et panel på seks deltagere drøfte, hvorfor man ofte kommer til at tale landdistrikterne ned, og hvordan vi kan vende skuden og gøre de gode historier mere synlige.
Det er Nordfyns Kommune, der står bag debatten, og her er der masser af gode og inspirerende historier at fortælle. På Nordfyn finder man mange stærke lokalråd, der skaber liv og udvikling i de mange landsbyer i kommunen.
Hvis vi starter med at vende blikket mod det smukke Skovløkkeområde, som omfatter små landsbyer som Hessum, Østrup, Klintebjerg og Skeby, arbejder det fem år gamle lokalråd med masser af spændende projekter. Skovløkkeområdet ligger skønt og grønt langs Odense Fjord og er præget af maleriske små landsbyer med en god blanding af velholdte gamle stråtækte huse og lækre nye villaer.
Den hyggelige Klintebjerg havn, der i dag har en mindre lystbådehavn (som er istandsat med støtte fra A.P. Møller Fonden), undergår i disse år en meget positiv udvikling: Havnen får en havnepromenade, en hytte med toiletter, bad og omklædningsfaciliteter indenfor og med udsigtsterrasse på taget. Samtidig kommer der slæbested til kajakker, krabbebassin og små fiskerhytter langs den nye promenade.
Projektet er startet i en af lokalrådets mange kaffeklubber; små pop-up-arbejdsgrupper, der tager fat i et bestemt emne, som de brænder for. Nogle emner er store – som f.eks. havneprojektet, andre er mindre og kommer derfor hurtigere i mål. Når projektet er gennemført, kan kaffeklubbens medlemmer træde ud af kaffeklubben, holde pause eller kaste sig over nye emner.
I Skamby, som ligger lige midt i kommunen, har borgerne oprettet Skamby Multihus i byens gamle skole. Multihuset har kontor- fest- og mindre konferencefaciliteter, og huset fungerer som samlingspunkt for landsbyen. I de senere år har Multihuset arbejdet med at lave en moderne og lækker legeplads og er i fuld gang med at anlægge en bypark. Samtidig har borgerforeningen været med til at starte Fyns hyggeligste vikingemarked i Glavendruplunden. Glavendruplunden havde i mange år levet en lidt skjult tilværelse undtagen for de meget lokale eller de meget vikingeinteresserede. Med hjælp fra Odense Bys Museer og A.P. Møller Fonden blev lunden, hvor runestenen Glavendrupstenen med landets længste runeinskription i øvrigt står, renoveret for ca. 5 år siden. Det gav de lokale blod på tanden til at få nogle flere aktiviteter i gang omkring lunden og den nordfynske vikingefortid. http://nordfynsvikingemarked.dk/
Landsbyen Krogsbølle i den nordlige del af kommunen har skabt et aktivt miljø omkring skolen. Aktivt i den helt bogstavelige forstand med anlæggelse af multibane og fitness-legeplads. Samtidig har en gruppe borgere dannet en forening, der har købt en tom grund, som skal omdannes til landsbypark og samlingssted for den lille landsby. Projektet har fået navnet Oasen og er støttet af Realdania som eksempelprojekt på, hvad man kan bruge tomme grunde til i de små byer. Byens borgere har i samarbejde med kommunen lavet en områdefornyelsesplan, der skal gøre skolevejen mere sikker og få trafikken til at flyde bedre i byen.
Kjeld Hansen fra Krogsbølle Sogns lokalråd vil deltage i debatten “Hjemmeblind – kender landdistrikterne deres egne styrker?” på Folkemødet, hvor han blandt andet vil komme ind på mange af de gode historier fra Krogsbølle og omegn, som udspringer af de stedbundne ressourcer og det stærke lokale sammenhold.
Debatten “Hjemmeblind – kender landdistrikterne deres egne styrker?” løber af stablen torsdag den 14. juni fra 13.00-13.45 i Landdistrikternes Telt (A8).
Fakta: Landdistrikternes Telt
Landdistrikternes Telt på Folkemødet 2018 ligger i Danchells Anlæg (A8) og består af: Guldborgsund Kommune, Nordfyns Kommune, Sønderborg Kommune, Varde Kommune, Tønder Kommune, Skive Kommune, Vordingborg Kommune, Haderslev Kommune, Lolland Kommune, Odsherred Kommune, LAG, Benefit4Regions (B4R), Folketingets Udvalget for Landdistrikter og Øer samt Landdistrikternes Fællesråd.