Et årsmøde med fokus på vækst og udvikling

Borgmestre, folketingsmedlemmer og organisationsrepræsentanter fra hele landet strømmede fredag til Egtved for at deltage i Landdistrikternes Fællesråds årsmøde.

Rådssalen på Roberthus I Egtved var stuvende fuld, da henimod 120 tilmeldte delegerede og gæster fra hele landet deltog i Landdistrikternes Fællesråds årsmøde.

Deltagerne bidrog til en rigtig god debat efter formandens beretning der, sammen med den skriftlige årsberetning, understregede den vigtige rolle, Landdistrikternes Fællesråd har spillet, både politisk og i den offentlige debat.

– Takket være en vedholdende indsats på Christiansborg såvel som ude i landet, har Landdistrikternes Fællesråd været med til at fastholde et politisk fokus på den dagsorden, der handler om et Danmark i bedre balance, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

En lang række medlemmer af Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer deltog i årsmødet. 

Vokseværk og optimisme

Året har budt på flere nye medlemmer i Landdistrikternes Fællesråd, der nu tæller 47 ud af landets 98 kommuner.

– I år har vi haft vokseværk og tæller nu 47 kommuner, der tilsammen repræsenterer 2,6 millioner danskere. Det er en styrke, men også et ansvar, som vi tager på os, siger han og fortsætter:

– Landdistrikternes Fællesråd vil bruge vores brede sammensætning til at arbejde endnu hårdere for at minde politikerne om, at et Danmark i bedre balance kræver politiske indsatser med fokus på uddannelse, sundhed, erhverv, bosætning og infrastruktur: I hele Danmark, for hele Danmark.

Også en række landsdækkende organisationer, landdistriktsråd og landsbyer er blevet medlemmer af rådet. 

Minister: Sammen om et Danmark i balance

I løbet af årsmødet leverede erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) en videohilsen, hvor han kvitterede for det gode samarbejde med Landdistrikternes Fællesråd og præsenterede flere af regeringens initiativer på landdistriktsområdet.

– Jeg vil gerne sige tak til Landdistrikternes Fællesråd for det rigtig gode samarbejde, vi har opbygget. Både i forbindelse med konferencen, dialogen om filteret, som vi gennemfører i forhold til lovgivning, men også de møder, vi har haft, siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og fortsætter:

– Jeg synes, det er inspirerende at arbejde sammen med en organisation som brænder for sagen. Det gør vi også i regeringen, og vi har en fælles dagsorden her.

Erhvervsministeriet arbejder i øjeblikket med at implementere vækstaftalen.

– En hjørnesten, som vi har i vores landdistriktspolitik, er vækst og udvikling i hele Danmark, som den tidligere Venstre-regering fremlagde sidste år. Det er mere end 120 initiativer, som vil gøre det lettere og mere attraktivt at bo og arbejde i alle dele af Danmark. Siden udspillet blev præsenteret, er der blevet arbejdet benhårdt med at få implementeret og gennemført mange af initiativerne. Det har vi gjort med stor succes, understreger Brian Mikkelsen.

Nye ansigter i bestyrelsen

Steffen Damsgaard blev genvalgt som formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Der blev valgt tre nye medlemmer til Landdistrikternes Fællesråds bestyrelse. Fra A-medlemmerne blev formand for Deltidslandmændene i Landbrug & Fødevarer Klaus Høeg valgt, mens Karsten Gram, indstillet af Aabenraa og Sønderborg kommuner, og borgmester John Brædder, indstillet af Guldborgsund, Vordingborg og Lolland kommuner, blev valgt for B-medlemskredsen. Fra D-medlemskredsen, der repræsenterer landsbyerne, blev Tyge Mortensen fra Rudme Lokalråd valgt.

Årsmødet var samtidig et farvel til Sven-Aage Steenholdt fra Landbrug & Fødevarer, Christian Korsgaard fra Aalborg Kommune og Mads Munk Jepsen fra Mellerup Landsbylaug, som alle fik ros for deres store indsats til gavn for udviklingen af de danske landdistrikter.

Efter årsmødet blev der afholdt en reception i anledning af Landdistrikternes Fællesråds 20 års jubilæum. Her talte blandt andre Folketingets næstformand Kristian Pihl Lorentzen.(V).

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, pressechef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail