De digitale løsninger ligger lige til højrebenet

På Ærø er man i front, når det kommer til digitale løsninger på sundhedsområdet. Ærømodellen har gjort øen digital og vendte hele sundhedsområdet på hovedet.

Ærø er en kommune, men det er først og fremmest en ø. Alt er vand ved siden af Ærø, som de lige knap 6100 indbyggere selv siger. Og som øer er flest, kunne vi godt fortsætte fortællingen om et sundhedscenter der halter og en befolkning, der lider under det. Men sådan er det ikke. Ærø har gennemgået en stor forandring de seneste år, ikke mindst på sundhedsområdet, hvor der er sket digitale tiltag, som kommer både øen og borgerne til gode.

Det her er fortællingen om en ø, der er helt i front med at udvikle og indføre digitale løsninger på sundhedsområdet. Så meget, at man sågar har opkaldt en sundhedsmodel – Ærømodellen – efter øen. Viceborgmester Inga Blom Thomas får ordet:

– Det er en langvarig proces, der ligger bag, og det skal man huske. Tålmodighed i politik er nødvendigt, og selv relativt små ændringer skal igennem en større mølle. Først og fremmest arbejdede vi på at få den digitale infrastruktur på plads, da det er hele forudsætningen for at kunne rulle de digitale løsninger ud på sundhedsområdet.

Den virtuelle patientkonsultation

– Forestil dig, at du skal til ambulant konsultation ved din speciallæge for at få svar på dine prøver. Selve konsultationen varer ca. 10 minutter, men inden da skal du med færgen fra Ærø til Svendborg og herfra videre til Odense. Efter konsultationen skal du på samme tur hjem igen. En tur på godt 8 timer. Det er udmattende for den ældre og ineffektivt for den, der skal tage en hel dag fri fra arbejde, fortæller Inga Blom Thomas.

– Vores borgere er blevet hårdt ramt af centraliseringen, og det har givet lange transporttider og mange skift, hvor særligt de svageste er udfordret. I samarbejdet med OUH har vi sikret forbindelsen til visse afdelinger og muliggjort de virtuelle konsultationer, der kobler speciallægen til borgeren via en skypelignende, krypteret forbindelse.

Hvordan har borgerne reageret på det her tiltag?

– Tilkendegivelserne fra vores borgere har været meget positive, og derfor arbejder vi også på at få det udbredt til at gælde flere afdelinger. Det er selvfølgelig altid op til borgeren, om denne ønsker den virtuelle konsultation, samt lægens faglige vurdering, men tilbagemeldingerne er aldeles positive, fordi det altså sparer en hel dags transporttid. Og fordi kvaliteten ikke på nogen måde forsvinder undervejs.

Og det med kvaliteten leder frem til næste fase i Ærøs digitale sundhedsprojekt, nemlig ”Ærømodellen”, hvor sygeplejersken deltager i den virtuelle konsultation som støtte for patienten.

– Det centraliserede, højt specialiserede syghusvæsen, vi har i dag, kan være meget svært at navigere rundt i – ikke mindst for borgere med mange diagnoser. For denne gruppe af borgere tilbyder vi på Ærø nu at lade en kommunal sygeplejerske, som kender borgerne, deltage i den virtuelle konsultation med specialsygehuset.  På den måde kobles det nære sammen med det højt specialiserede. Og når man som syg borger og patient modtager svære beskeder fra lægen, har det oftest foregået uden tilstedeværelse af sygeplejersker, og så må patienten sidde og tumle selv med det. Ikke mindst på den lange vej hjem til øen, konstaterer hun.

Danmarks første telemedicinske hospiceplads

I november 2018 vakte det stor bevågenhed, da en hospiceplads på Ærø blev præsenteret for offentligheden. Det var en tidligere fødestue på det lokale sygehus, som efter en ombygning blev klar til at give ro og nærhed til borgere i deres sidste tid.

Der har aldrig før været et hospice på Ærø, og patienter var derfor nødt til at tage turen til Svendborg, hvis de ønskede at komme på et – en omstændighed der resulterede i, at mange valgte tiden på hospice fra. Hospicepladsen på Ærø er ikke en helt almindelig slags, men er en telemedicinsk hospiceplads og den første i Danmark nogensinde. Det betyder, at ekspertisen fra de specialiserede hospice-sygeplejersker på Hospice Sydfyn har direkte forbindelse til de varme hænder tilhørende sygeplejerskerne på Ærø via en skærm, ligesom patienterne afholder virtuelle møder med læger og sygeplejersker på Hospice Sydfyn.

– Det er meget tydeligt, eller det blev det, hvad centraliseringen har betydet for et område som sundhed for Ærø. Det er klart sådan noget, der politisk har drevet mig til at blive fortaler for det her. Der ligger nogle digitale løsninger lige til højrebenet, men det er ikke så nemt endda at få alle med – også selvom alle er enige om, at det er en god idé. Man skal stadig ind og ændre arbejdsgang og tankegang, fortæller Inga Blom Thomas.

Ærø har samarbejdet med Erhvervsministeriet og Region Syd for at gøre Ærø til den digitale ø. Visionen er, at med digital nytænkning kan der skabes nye muligheder for vækst og øget livskvalitet i yderområderne. Og erfaringerne skal tænkes ind og bruges andre steder, fortæller hun:

– Vi tilbyder os som laboratorium for afprøvning og udvikling af nye digitale løsninger på sundhedsområdet. Der er store fordele ved at anvende Ærø til afprøvning: Ærø er et minisamfund med alle funktioner i en lille overskuelig målestok, der er korte afstande, og det er et klart afgrænset område i kraft af, at det er en ø. Alle disse forhold gør, at det er hurtigt og billigt at afprøve nye løsninger inden for sundhedsområdet på Ærø.

Droner, der flyver med blodprøver

Det tredje fase i Ærøs digitale sundhedsprojekt er så nyt, at det slet ikke er i drift endnu. Ideen er, at droner skal fragte blodprøver fra Ærø til specialafdelingen på OUH i stedet for at lade dem vente på at blive afhentet og tjekket af en læge.

– Det skal godkendes af luftfartsmyndigheder, der skal ændres i noget infrastruktur, typen af droner skal defineres og alle mulige andre ting. Det med at flyve med blodprøver vil være en klar forbedring, fordi man med større hastighed får dem bragt afsted – men fordi projektet er så stort og består af et samarbejde mellem OUH, Region Syd, robotteknologi og nogle private parter, er blodprøverne endnu ikke i luften. Når det sker, vil det uden tvivl komme landdistrikterne til gavn, fordi man i den grad har centraliseret så mange af de her sundhedstilbud, at det har efterladt yderdistrikterne lidt på bagsmækken, fortæller Inga Blom Thomas.

Droneløsningen, der også på sigt skal kunne fragte medicin, giver nærhed og tryghed tilbage til yderområderne. Når dronerne kommer i drift, vil borgerne kunne få svar på akutte blodprøver langt hurtigere end i dag og det vil samtidig være billigere.

– Det er et stort projekt, og man skal have meget respekt for alle de sikkerhedsforanstaltninger der følger med, men jeg er fuld af forventning til, at det på et tidspunkt bliver en fast del af sundhedstilbuddet på Ærø, afslutter Inga Blom Thomas.

Kontaktpersoner

Cecilie Davidsen Høj, Landdistrikternes Fællesråd, mail cdh@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail