Stærkt inspireret af det bornholmske folkemøde, afholder Benefit4Regions et mini dansk-tysk folkemøde fredag den 24. maj på Spejdergården Tydal ved Eggebek. Fra scenen vil der dagen igennem være forskellige oplægsholdere, der debatterer og udveksler erfaringer med fremmødte. Fokus bliver en opsamling på det EU-støttede samarbejdsprogram Interreg, der når sin afslutning, og derfor vil projektlederne Helle Barsøe, Volker Ratje og Birgitte Bjørn Petersen fortælle lidt om de fordele og ulemper samarbejdsprogrammet har medført, samt om de dilemmaer, de enkelte Interreg-projekter møder. Det sker i oplægget med det meget sigende navn: ”Ordnung muss sein” vs. ”Det skal nok gå”.
I debatten ”ny viden flytter grænsen – dialog og samarbejde i det dansk-tyske projekt Benefit4Regions” er stikordene ”socialt entreprenørskab”, ”brobygning”, ”facilitering”, ”co-design” og ”samskabelse”. Her har forskere for første gang hentet viden om kommunikation, aktiv deltagelse og netværk gennem et grænseoverskridende samarbejde på tværs af både regionale og kommunale grænser. Og uden at afsløre for meget, har de bevist, at vi kan lære noget af hinanden, og det vil de fortælle meget mere om.
På forkant med landudvikling i dansk-tyske perspektiver
Inden projektaktørerne fra Interreg vil afsløre deres resultater, vil Jürgen Blucha fra Ministerium for Inneres, Erik Lauritzen fra Sønderborg kommune, Hermann-Josef Thoben for Akademie für die Ländlichen Räume-Schleswig-Holsteins e.V. og ikke mindst Grethe Saabye, næstformand i Landdistrikternes Fællesråd, være de første oplægsholdere på scenen. Her skal de udveksle og debattere under titlen ”På forkant med landudvikling i dansk-tyske perspektiver,” og det har Grethe Saabye store forventninger til:
– Jeg glæder mig til at høre, hvad vi kan lære af hinanden på tværs af grænsen. Vi har i Landdistrikters fællesråd i Danmark opsamlet en hel del erfaring, og den glæder vi at dele med og ikke mindst høre om de erfaringer der er gjort på den anden side af grænsen. Det kan forhåbentlig styrke tværgående samarbejde og hjælpe og til at skabe og styrke den udvikling, der er brug for i landdistrikterne, siger næstformand i Landdistrikternes Fællesråd Grethe Saabye.
Jeg er godt opdateret på den danske udvikling af landdistrikter, så jeg er sikker på, at det bliver utroligt givende at kunne trække på hinandens erfaringer for at skabe bedre landdistriktsudvikling, fortæller Grethe Saabye fra Landdistrikternes Fællesråd.
I panelet vil visionerne for landdistriktsområder blive belyst og sammenholdt, og der vil blive udvekslet erfaringer indenfor at tage udgangspunkt i det man kan i forvejen og skabe bedre sammenhæng for land og by.
Grænseoverskridende samarbejde helt generelt
Meningen med et grænseoverskridende samarbejde helt generelt diskuteres i et panel med både et historisk og fremadrettet perspektiv. Jens Andresen, formand for Grænseforeningen , Lasse Peter Rodewald, der er leder af kultur- og presseområdet for den tyske ambassade i Danmark, Peter Hansen leder af regionskontoret Region Sønderjylland-Schleswig, og Thomas Becker der er direktør i STRING netværket (et grænseoverskridende netværk med partnere fra Norge, Sverige, Danmark og Tyskland) vil stille op og give deres bud på, hvordan vi sikrer det gode naboskab.
– Det giver mening at samarbejde over grænsen, fordi det kun giver fordele for alle parter, forklarer Peter Hansen og fortsætter:
– Ud over en bedre forståelse for politiske og forvaltningsmæssige sammenhænge giver kooperationen mere styrke overfor de overordnede nationale regeringer. Borgerne kan drage mere nytte af grænselandets tilbud og har en 360 graders adgang til mulighederne. Dette kræver information og nogle gange individuelle løsninger som findes via .
Og det kan betale sig at investere tre kvarter i paneldebatten. Både som publikum og som paneldeltager, uddyber han:
– Rigtig mange ting er blevet normalitet i vores region. Vi tænker slet ikke over, hvor mange ting vi bruger på den anden side af grænsen. Men man skal kende mulighederne og derfor kan vi blive inspireret af at høre, hvad der arbejdes med – både på den anden side af grænsen men også på tværs, fortæller Peter Hansen, der kommer fra regionskontoret Region Sønderjylland-Schleswig.
Læs mere om det dansk-tyske mini-folkemødet og se programmet her