Brønderslev melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd

Flere og flere kommuner bliver en del af Landdistrikternes Fællesråd. Politikerne i Brønderslev Kommune besluttede for kort tid siden at melde kommunen ind i rådet, som nu repræsenterer 51 kommuner rundt i hele landet.

Brønderslev Kommune er nyt medlem i Landdistrikternes Fællesråd, som dermed tæller samtlige kommuner i Region Nordjylland.

Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard sig over det nye nordjyske medlem.

– Det er en stor glæde for os i Landdistrikternes Fællesråd, at Brøderslev Kommune har valgt at melde sig ind. Sammen står vi stærkere, når det kommer til at skabe opmærksomhed blandt politikerne og dermed sikre bedre rammevilkår i de danske landdistrikter, siger Steffen Damsgaard.  

Brønderslev Landdistriktsråd har indtil nu været repræsenteret i Landdistrikternes Fællesråd som såkaldt C-medlem. Nu bliver hele kommunen medlem af rådet og omplaceres derfor til et B-medlemskab.

– Vi glæder os over, at kommunen nu er en del af Landdistrikternes Fællesråd, som er en vigtig platform og stemme for Vandkantsdanmark. Man udfører et meget seriøst arbejde for at sætte landdistrikternes udviklingsvilkår på dagsordenen også hos vores landspolitikere, siger Brønderslev Kommunes borgmester Mikael Klitgaard (V) og fortsætter: 

– Brønderslev Kommune har mange borgere bosat i kommunens landsbyer. Og vi gør os umage for, at kommunens gode udvikling med hensyn til virksomheder og borgere også kommer landsbyerne til gavn. 

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for vores medlemskommuner, hvori bl.a. landdistriktskoordinatorer, borgmestre og politikere deltager.

Kontaktpersoner

Noa Jankovic, kontorchef i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 71 70 82 49, mail noa@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail