Asaa: ”Vi vil gøre Asaa-modellen kendt over hele landet”

Finalen i Årets Landsby er indledt. Gennem dommerkomitéens besøg får de tre finalelandsbyer Holtug, Asaa og Voerså mulighed for at vise, hvorfor netop dé fortjener den økonomiske check og den ærefulde titel som Årets Landsby 2022.

Gerå Engvejs Gade Orkester spiller højt denne søndag formiddag, da dommerkomitéen ankommer til Jernstøberiet i Asaa landsby. De hvidkalkede vægge og de rå loftsbjælker er godt på vej til at blive byens nye samlingspunkt – og tegner dermed i mere end én forstand billedet af en by, der er i fornyelse og omfavnelse med livet.

Jørgen Severinsen, næstformand i Østkysten Samråd, har i dag inviteret dommerkomitéen til Asaa som en del af finalen i Årets Landsby 2022. I dag skal han – og de godt 1.903 medborgere – vise landsbyen beliggende i Brønderslev Kommune frem, og forhåbentligt overbevise dommerkomitéen om, at netop de har udmærket sig indenfor temaet: ’En landsby, hvor vi tager hånd om hinanden.’

Fortællingerne står i kø om indsatser, der har løftet livskvaliteten for den enkelte og gjort fællesskabet til den vigtigste værdi i Asaa. Menighedsrådet præsenterer Fristedet, der giver skolebørn mulighed for at få samvær med frivillige voksne og en kop kakao onsdag eftermiddag, stærkt forfulgt af korpset af frivillige på Friplejehjemmet, der præsenterer deres bud på det gode ældreliv. 

– Kan jeg blive skrevet op med det samme? lyder det impulsivt fra en af komitéens medlemmer, da snakken falder på de mange gåture med bailey. 

Udviklingsplanerne har fået en strukturel overhaling

Undervejs i komitéens besøg bevæger vi os fra Jernstøberiet til Havnen og det store SUP-klubhus med SUP-yoga og -undervisning for de godt 100 medlemmer. I alt er der mere end 25 forskellige foreninger i Asaa, herunder torsdagsholdet, cykelholdet, plus60 motion, borgerforeningen Havnen, Asaa SUP og mange flere.

Foreningslivet er blandt meget andet i sat under struktur via Samrådet Østkysten og skal ses som en del af forklaringen på, at landsbyen er milevidt fra de mange tilsalg-skilte og splittelse, der kendetegnede området engang.

– Udviklingen frem til i dag skyldes blandt andet, at der er kommet struktur på nogle af opgaverne, som vi med fælles hjælp nu kan løfte. Vi tror på, at vi med et stærkt fællesskab har ressourcerne til at komme ensomhed og mistrivsel til livs, fortæller Jørgen Severinsen.

Foreningsliv bragte livet tilbage

I al den glæde som Asaa rummer, findes også en bevidsthed om livets skyggesider. Dem får komiteen et indblik i af formanden for Asaa Billardklub, Johnny Sort, der har mere end én livsomvæltende oplevelse at dele ud af.

– Som ung glider jeg på en isglat togperron og får min højre arm kørt af, imens jeg ligger bevidstløs på sporet. Det ændrede mit liv totalt. Aldrig før havde jeg gået så mange dage uden at spille badminton! fortæller Johnny om de 14 dages tvungen pause, og lægger ikke skjul på troen på foreningslivets og den fysiske aktivitet altafgørende effekt på livskvaliteten.

Af samme årsag er det en mærkesag for ham og for Asaa i det hele taget, at foreningslivet ikke bliver på bekostning af den enkeltes privatøkonomi.

– Langtidssyge får oftere en dårligere økonomi og dermed ser vi på landsplan en tendens til, at mange trækker sig fra fællesskabet. Vi vil som den første by i Danmark arbejde på at hjælpe denne gruppe til bedre livskvalitet gennem fællesskabsfinansieret foreningskontingent. Det kalder vi al beskedenhed Asaa-modellen, og den kan i princippet videreføres i hele landet, siger Johnny Sort.

Fakta om Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 og nu uddeles i et samarbejde mellem Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Landdistrikternes Fællesråd og Forenet Kredit. I år uddeles den for 26. gang. Vinderlandsbyen modtager en check på 50.000 kroner. De øvrige finalelandsbyer modtager hver en check på 25.000 kroner. 

Bedømmelseskomiteen udgøres af repræsentanter fra de tre parter og består af komitéformand Helene Simoni Thorup, næstformand i Forenet Kredit, Preben Sunke, bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Gunnar Landtved, formand i VIB-land og bestyrelsesmedlem i Landdistrikternes Fællesråd, Lone Kastberg og formand for Landsforeningen Landsbyerne i Danmark, Steen Kjær Nielsen.

Dommerkomitéens besøg i Asaa fandt sted søndag d. 21. august 2022

Vinderen af Årets Landsby 2022 bliver offentliggjort mandag d. 29. august 2022

For mere information om Årets Landsby og tidligere vindere her

Kontaktpersoner

Cecilie Davidsen Høj, kommunikations- og pressekonsulent i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53850124, mail: cdh@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail