Ærø melder sig ind i Landdistrikternes Fællesråd

Ø-kommunen Ærø har besluttet sig for at blive medlem af Landdistrikternes Fællesråd, som nu repræsenterer 55 kommuner landet over.

Ærø Kommune er blevet medlem af Landdistrikternes Fællesråd, der dermed kan tælle 55 kommuner blandt sine medlemmer.

Det glæder formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, at ø-kommunen har valgt at melde sig ind i organisationen.

– Det er med stor glæde, at jeg byder velkommen til Ærø Kommune. Hver gang vi får et nyt medlem, bliver vores organisation endnu stærkere i kampen for bedre rammevilkår til gavn for medlemmerne og landdistrikterne i bred forstand, siger Steffen Damsgaard og tilføjer:

– Udover at sikre videndeling mellem vores medlemmer danner Landdistrikternes Fællesråd også rammen om et netværk, hvorigennem der hentes inspiration til lokale udviklingstiltag. Som en ø-kommune kommer Ærø med et værdifuldt perspektiv på landdistriktsudviklingen og de udfordringer, øerne oplever. Det glæder jeg mig til at sætte i spil i vores videre arbejde.

Det er bl.a. varetagelsen af den fælles sag, som har trukket Ærø Kommune med i Landdistrikternes Fællesråd, fortæller borgmester Ole Wej Petersen (S).

– Med de forsatte udfordringer mellem landkommuner og de store bykommuner, mener Ærø Kommune, at det er vigtigt, at vi støtter op om Landdistrikternes Fællesråds arbejde og bliver en del af fællesskabet.  Det seneste udspil til en udligningsreform viser, at der er behov for en fælles interessevaretagelse, siger han.

Adspurgt om, hvad kommunen håber at få ud af sit medlemskab, svarer han:

– At Landdistrikternes Fællesråd støtter op om ø-kommuner og har fokus på de problemer, vi som ø-kommune har, udtaler Ole Wej Petersen.

Ærø Kommune er den syvende kommune, der har meldt sig ind i Landdistrikternes Fællesråd siden årsskiftet. Også Kolding, Viborg, Brønderslev, Favrskov, Ringsted og Mariagerfjord kommuner er blevet medlem i år.

Som Danmarks overordnede landdistriktsorganisation indsamler, deler og kommunikerer Landdistrikternes Fællesråd viden og erfaringer til gavn for landdistrikter og yderområder. Derudover afholder rådet løbende arrangementer, møder og netværksaktiviteter for vores medlemskommuner, hvori bl.a. landdistriktskoordinatorer, borgmestre og politikere deltager.

Kontaktpersoner

Eva Østergaard, pressemedarbejder i Landdistrikternes Fællesråd, tlf. 53 85 01 27, mail eoe@landdistrikterne.dk

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail