Årets Landsby 2023: Dommerne besøger finalistlandsbyerne

Flagene var hejst, hækkene nyklippede og festteltene var fundet frem, da dommerkomitéen til Årets Landsby 2023 gæstede finalistlandsbyerne Bolderslev, Borris og Sparkær.

Snart skal vinderen af Årets Landsby 2023 findes, og derfor var dommerkomitéen draget på besøgsrunde ved de tre landsbyer, der er gået videre til finalen. I år hædres landsbyer, der har stået sammen gennem energikrisen, hvilket de tre landsbyer Borris, Bolderslev og Sparkær hver især har været gode eksempler på.

– De seneste dage har vi besøgt tre landsbyer, der har stået sammen om at bringe deres by styrket og grønnere gennem energikrisen. De har mobiliseret frivillige kræfter og skabt aktive og levende landsbyer med meningsfulde fællesskaber. Deres vilje og kraft kan vi alle blive inspireret og lære meget af, fortæller formand for Årets Landsby-komitéen Helene Simoni Thorup.

Årets Landsby hylder de landsbyer, der formår at stå sammen gennem det svære, ligesom der lægges vægt på en bred ansøgergruppe, der repræsenterer hele landsbyen.

Bolderslev i Aabenraa Kommune vil være fremtidens landsbysamfund

– I Bolderslev kunne vi mærke, at hele byen var på den anden ende, og det sydede og boblede af fællesskab og aktiviteter allevegne. Det var en fantastisk dejlig oplevelse! De har været gode til at arbejde ud fra principperne fællesskab, frivillighed og nytænkning med udgangspunkt i overskriften ”fremtidens landsbysamfund”. Man fornemmer virkelig, at de er et sted, som kan få ting til at ske – med et stort og bredt engagement. Derudover er byen i gang med at etablere fjernvarme, ligesom byen har opsat solceller flere steder. Vi var meget imponerede, udtaler Helene Simoni Thorup.

Sparkær i Viborg Kommune sigter mod en levende og grønnere landsby

– Der var masser af eksempler på grønne initiativer i Sparkær, og vi kunne fornemme landsbyens stolthed under hele besøget. Byens ildsjæle fik sat turbo på etableringen af et nyt trinbræt, så mange har skiftet bilen ud med et togkort. Byen satser også benhårdt på at få solceller og vindenergi til byen, ligesom man vil overgå fra naturgas til fjernvarme. Sparkær er den finalistlandsby med færrest indbyggere, men det lod de sig ikke mærke af – der var fuld skrue på engagement og aktiviteter, og med sans for at udvikle deres landsby med både friplejehjem og attraktive lejeboliger, fortæller Helene Simoni Thorup.

Borris i Ringkøbing-Skjern Kommune er byen, hvor man “bor med vilje”

– I Borris blev vi modtaget af en stærk og hjertevarm landsbygruppe, der viste os en perlerække af grønne initiativer. Jeg var særligt imponeret over deres redningsaktion af den lokale købmand, hvor borgerne fik indsamlet 2 mio. kr. og 120 frivillige istandsatte butikken på blot 100 dage, så den i dag er en sund og energieffektiv forretning. Gasfyr skal desuden erstattes med grønnere alternativer, ligesom Borris vil skabe bro mellem byen og den omkringliggende natur gennem et større naturprojekt. Vi hørte også om byens modtagelse af ukrainske flygtninge, hvor de hurtigt fik skabt trygge rammer for dem, der havde allermest brug for netop det. Virkelig rørende og stærkt, udtaler Helene Simoni Thorup.

Nu venter der dommerne en svær voteringsrunde, hvor hver landsby skal måles og vejes for at se, om de kan løbe med æren og titlen som Årets Landsby 2023.

– Det er et rigtig stærkt felt, vi har i år. Derfor vil jeg gerne understrege, at vi har én 1. plads og to 2. pladser, afslutter Helene Simoni Thorup med et smil.

Vinderen af titlen som Årets Landsby 2023 offentliggøres torsdag den 24. august. Vinderlandsbyen kan se frem til at blive fejret med en kåringsfest den 23. september 2023.

Landsbyerne fik besøg af dommerne hhv. den 18. august i Bolderslev samt den 20. august i Borris og Sparkær.

Kontaktpersoner

Helle Vendelbo 31718938 hve@landdistrikterne.dk Presse- og kommunikationsansvarlig

Landdistrikternes Fællesråd
Pakhusvej 3, 1
8382 Hinnerup

Email: mail@landdistrikterne.dk
Tlf. 61 31 36 36

Mandag – torsdag kl. 9.00 – 15.00
Fredag kl. 9.00 – 14.00

Tilmeld dig vores nyhedsmail