Af Steffen Damsgaard, Peter Grevsen og Brian Mikkelsen
Formand for Landdistrikternes Fællesråd, formand for Daginstitutionernes Landsorganisation (DLO) og direktør i Dansk Erhverv
Danske børnefamilier har travlt, måske endda for travlt. Det ved vi alle.
Men en af de ting, der er helt central i forhold til at få hverdagen i landets børnefamilier til at hænge sammen, er, at der er gode og velfungerende vuggestuer og børnehaver i deres lokalområde.
Det gør, at det daglige hente- og bringe puslespil kan gå op. Det giver luft i hverdagen. Samtidig er det et vigtigt samlingspunkt for en landsby og et lokalområde, når der er en vuggestue eller en børnehave. Det er her, familierne mødes, nye tilflyttere knytter bånd og får et netværk.
Der er efterhånden ikke særlig mange af den slags fælles mødesteder tilbage rundt om i landdistrikterne og de små bysamfund. Derfor er det ekstra vigtigt at værne om dem, der stadig er.
Et fuldstændigt fejlskud
Set i det lys virker det derfor som et fuldstændigt fejlskud, at regeringen og støttepartierne nu med en ny aftale truer flere af landets daginstitutioner rundt om i landdistrikterne på deres eksistens.
I aftalen lægges der nemlig op til, at det fremover ikke længere skal være muligt for privatejede vuggestuer og børnehaver at trække overskud ud, og i fremtiden skal det slet ikke længere være muligt at oprette nye private daginstitutioner, medmindre det bliver med en såkaldt selvejende ejerskabskonstruktion.
Vi ser igen og igen, at der, selvom den kommunale institution lukker i en landsby, stadig er efterspørgsel efter en vuggestue og børnehave i lokalområdet, der giver den nærhed og den trygge opvækst, som følger med institutioner, der er tæt på børnenes hverdag.
Private ildsjæle tager heldigvis ofte stafetten op og starter på eget initiativ en ny daginstitution. Måske har ejeren også en drøm om at opbygge og udvikle en institution efter lige dé pædagogiske værdier og ideer, som vedkommende tror på. En privat institution giver plads til at løfte blikket, at sprede vingerne og tænke nyt. Og det er der brug for.
Svært at skaffe kapital
Udfordringen er i dag imidlertid, at det ofte er svært at skaffe den nødvendige kapital i de dele af landet, hvor der er lidt længere mellem husene og lidt mere åben himmel.
Hos kreditgiverne anses en selvejende institution i en landsby for mere sårbar og den alternative anvendelse af institutionens bygninger ved ophør af institutionsdrift vurderes dårligere, end hvis det er en institution, der er beliggende i en større by, hvor bygningerne vurderes lettere at omsætte til anden anvendelse. Dette gør finansieringen af institutioner i landdistrikterne overordentlig svær.
Vi hører samtidig om pædagoger, der skal stille sikkerhed i deres privatøkonomi og egen bolig for at få lånet til opstart af en privat institution, og vi ved, at det er svært at få lov til at etablere sig som privat velfærdsvirksomhed.
Og det bliver ofte kun mere komplekst, når ønsket er at opstarte en selvejende institution med alle de særlige krav, der er til at rejse kapital til det formål.
Derfor vil et forbud mod at etablere privatejede daginstitutioner i fremtiden i realiteten sætte en stopper for de kommende års seje velfærdsiværksættere og ildsjæle, der ønsker at skabe nye tilbud og nære og trygge velfærdsløsninger i landdistrikterne. Og det ville være et stort tab.
Vi tror på, at det netop er i samspillet mellem solide kommunale løsninger, civilsamfundets initiativer og de private tilbud, at vi skaber fremtidens velfærd.
Og vi tror på, at det i sidste ende kommer børnene til gode, at der er både en god geografisk fordeling og en værdimæssig diversitet på dagtilbudsområdet.