En ny reform skal selvfølgelig bygges på et solidt analysearbejde, men det kan ikke passe, at borgerne skal vente til 2028 eller endnu længere, før man kan forvente et ensartet serviceniveau på tværs af kommunegrænser. Derfor opfordrer vi regeringen til at starte arbejdet med en ny tilskuds- og udligningsreform nu, skriver Steffen Damsgaard.
Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
I de seneste år har Danmark oplevet et økonomisk opsving. Beskæftigelsen slår rekorder, det danske erhvervsliv klarer sig godt, konkurrenceevnen er i top, og milliarderne vælter frem i det økonomiske råderum.
Derfor er det svært at forstå, hvorfor økonomien i mange af de danske land-, ø- og yderkommuner skal være så udfordret. Mange kommuner står overfor store besparelser på kernevelfærd og har svært ved at få budgetterne til at hænge sammen. Hvor bliver pengene af?
Vi må desværre konstatere, at udligningsreformen fra 2020 har forværret eksisterende skævheder, og i dag ser vi en voksende kløft mellem landets rigeste kommuner samt bedrestillede vækstkommuner og på den anden side de økonomisk hårdt pressede land-, ø- og yderkommuner.
Der er tale om reelle A- og B-hold i den borgernære velfærd. Den slags forskelle burde ikke finde sted i et lille land som Danmark. Derfor er der akut behov for et nyt tilskuds- og udligningssystem.
Et skævt system
Det nuværende udligningssystem er ikke tilstrækkeligt til at håndtere de udfordringer, som mange af landets mindre kommuner står overfor. Det er der flere årsager til.
Én af skævhederne i udligningssystemet skal findes i smådriftsulemper og manglende stordriftsfordele. En analyse fra Vive viser, at nogle velfærdsområder simpelthen bliver dyrere at drifte, jo færre indbyggere der er i en kommune.
Helt konkret betyder smådriftsulemperne, at en kommune på Fanø Kommunes størrelse har meromkostninger på tværs af serviceområderne på knap 6.900 kroner per indbygger i forhold til en kommune med et gennemsnitligt indbyggertal. Dertil kommer befolkningsudvikling og socioøkonomiske forhold, som land-, ø- og yderkommuner også er udfordrede på.
Her har vi blandt andet set, at udgifter til det specialiserede socialområde, der støtter børn, unge og voksne med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer, er stukket af de seneste år. Siden 2018 er udgifterne steget med sammenlagt seks milliarder kroner. Denne slags udgifter er mindre kommuner særligt sårbare overfor.
Eksempelvis kan anbringelsessager ofte have omkostninger i millionklassen, og der skal således ikke mange af den slags sager til, før økonomien i en landdistriktskommune som Langeland, Tønder eller Lolland, hvor andelen af anbringelser ligger højere end landsgennemsnittet, bliver udfordret.
Kommunalbestyrelserne tvinges til at spare yderligere på de almene serviceområder for at lukke hullet i økonomien. Derfor er der et klart behov for, at kommunernes økonomi styrkes, så de kan håndtere udgifter til det specialiserede område uden at forringe det almene serviceniveau.
Statsligt bureaukrati
Når vi taler om kommunernes udfordrede økonomi, er det svært at overse, hvordan statens egne udgifter til administration har fået lov at løbe løbsk siden 2017. Her er udgifter steget med 11,2 milliarder, hvilket svarer til den samlede udgiftsstigning for kommunerne. De penge kan for størstedelens vedkommende bruges bedre.
Ofte giver væksten i den statslige administration ikke bedre service til borgere og virksomheder, men derimod ekstra administrative byrder hos kommunerne i form af rapportering og tilsynskrav.
Dermed får udgifter til den statslige administration en dobbelt negativ effekt – pengene kunne ikke blot være blevet brugt bedre: De påfører også ekstra omkostninger hos kommunerne.
I foråret landede kommunernes økonomiaftale for 2025, der gav kommunerne mulighed for at bruge 3,4 milliarder kroner mere på serviceudgifter. Men sandheden var, at kun få kommuner havde penge til reelt at kunne hæve servicen.
Regeringen fandt efterfølgende 2,5 milliarder kroner ekstra til at finansieres serviceloftets stigning på 3,4 milliarder kroner i 2025, men disse midler er blot til næste års budgetter, og derfor er der fortsat brug for en flerårig sikring af serviceramme og den medfølgende finansiering for den enkelte kommune.
Vi mener samtidig, at der på den korte bane bør laves en flerårig redningspakke på minimum tre milliarder kroner årligt til de kommuner, der ikke kan få økonomien til at hænge sammen i de kommende års budgetter, for ellers bliver det en massakre på velfærden og et land, der ikke vil blive i bedre geografisk balance, men det stik modsatte!
Reform kan ikke vente
På den lange bane kan vi dog ikke leve med den slags lappeløsninger. Derfor opfordrer vi regeringen til at starte arbejdet med en ny tilskuds- og udligningsreform nu.
En reform, som også tager højde for de kæmpe fejl i ejendomsvurderingerne og ejendomsskatteberegningerne samt de urimeligheder, der ligger gemt i den kommunale medfinansiering af sundhedsområdet – i daglig tale kaldet KMF.
En ny reform skal selvfølgelig bygges på et solidt analysearbejde, men det kan ikke passe, at borgerne skal vente til 2028 eller endnu længere, før man kan forvente et ensartet serviceniveau på tværs af kommunegrænser.
Det er også baggrunden for, at vi i Landdistrikternes Fællesråd har inviteret landets borgmestre til topmøde om udligningssystemet 12. december 2024. For de gode løsninger findes, men det kræver at vi står sammen og lytter til dem, der står med udfordringerne og ansvaret; nemlig kommunerne.
Indlægget er bragt på Altinget.dk torsdag den 21. november 2024.