Det skal jo nødigt være sådan, at det sted, dine forældre har valgt at bosætte sig, afgør, om du bliver tømrer, socialrådgiver, tandlæge – eller slet ikke får en uddannelse.
Gymnasier er udfordret økonomisk
Derfor planlægger de politiske partier at justere de økonomiske og strukturelle rammebetingelser for ungdomsuddannelserne, og her er – til inspiration – vores fælles bud på, hvad man særligt skal have for øje.
De almene gymnasier er i dag den ungdomsuddannelse, der har den største geografiske spredning. Der ligger ganske enkelt gymnasier i mange mindre byer, og det skal vi udnytte og bygge videre på.
Mange af disse gymnasier er dog udfordret økonomisk – både fordi der bliver færre unge i lokalområdet, og fordi en voksende del af de unge søger ind mod de store og mere ”populære” gymnasier i de lidt større byer.
En tilsvarende centralisering har vi tidligere set andre steder i uddannelsessystemet, for eksempel på de tidligere lærer- og pædagogseminarier og på visse erhvervsuddannelser. Det har haft negative uddannelsesmæssige konsekvenser for unge, der bor længere væk fra storbyerne, og som derfor får uoverkommeligt langt til en uddannelsesinstitution.
Den fejl skal vi ikke gentage på gymnasieområdet.
Taxametersystemet skal ændres
Derfor skal vi have ændret finansieringen af ungdomsuddannelserne, taxametersystemet, så det i større grad understøtter ungdomsuddannelsesinstitutioner ude omkring i landet.
I dag udgør grundtilskuddet til gymnasierne bare syv procent af deres samlede tilskud, mens resten af tilskuddet afhænger af antallet af elever.
Ved at justere på fordelingen mellem grundtilskud og tilskud per elev kan man opretholde et uddannelsestilbud i en mindre by, selv om elevtallet falder, og samtidig mindske en usund konkurrence mellem institutionerne.
Et andet element, der kan blive nødvendigt at justere på, er de særlige udkantstilskud målrettet de mindste institutioner i land- og yderkommunerne.
Bredere vifte af ungdomsuddannelser i yderområderne
Vi skal også åbne for, at de gymnasier, der ligger i yderområderne, kan tilbyde en bredere vifte af ungdomsuddannelser. På den måde kan vi opfylde den politiske intention i gymnasieaftalen fra 2016 om, at alle kommende gymnasieelever så vidt muligt har reel adgang til de forskellige typer gymnasiale uddannelser.
Vi undgår også, og at nogle slet ikke får en ungdomsuddannelse, fordi afstanden til deres foretrukne ungdomsuddannelse er for lang.
For at lykkes på dette punkt er det dog nødvendigt at ligestille ungdomsuddannelserne. En del erhvervsskoler har fået lov til at udbyde gymnasiale uddannelser, mens de almene gymnasier udelukkende må udbyde stx og hf.
Det bør ændres, så alle institutioner fremover får lige muligheder for at udbyde alle gymnasiale ungdomsuddannelser.
Styr ungdomsuddannelserne efter én institutionslov
For at forhindre at en ligestilling af udbudsretten fører til øget konkurrence mellem institutionerne, er det afgørende, at der udelukkende oprettes nye uddannelsesudbud der, hvor der er et geografisk og søgningsmæssigt behov.
På den måde kan ligestillingen medvirke til at lukke de ”sorte huller” på danmarkskortet, hvor eleverne har uforholdsmæssigt langt til en given type af uddannelse – uden at nye identiske uddannelsesudbud udkonkurrerer eksisterende udbud i lokalområdet.
Allernemmest vil det være, hvis alle ungdomsuddannelserne styres efter én og samme institutionslov. En fælles institutionslov vil medvirke til at skabe bedre geografisk dækning, bedre sammenhæng i ungdomsuddannelsessystemet og mere samarbejde mellem de forskellige uddannelsesinstitutioner.
Gode erfaringer med samarbejder
Vi ser allerede i dag gode eksempler på samarbejde mellem uddannelsesinstitutionerne til gavn for eleverne i for eksempel Frederikssund, hvor gymnasiet har en aftale med den lokale erhvervsskole om at udbyde htx, og i Fjerritslev, hvor gymnasiet har en samarbejdsaftale med den lokale erhvervsskole om at udbyde hhx.
Men samarbejderne bygger på personlige relationer og gode viljer, og det er ikke nok.
