Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd
Der er meget store forskelle i det beløb, som kommunerne har pr. borger til at lave borgernær service for, selv efter effekten af det nuværende tilskuds- og udligningssystem. Der er samtidig store forskelle i borgernes grundlæggende behov fra kommune til kommune. Vi oplever, at de økonomiske udfordringer er klart størst i land-, yder- og ø-kommunerne.
Udgangspunktet må være, at man – uanset postnummer – kan få nogenlunde samme velfærdsniveau for sine skattekroner, og at der er plads til kommunalpolitiske prioriteringer ud over den evige jagt mod bunden på serviceniveauet for at få budgetterne til at hænge sammen hvert eneste år. Det behøver ikke være millimeter-præcise økonomiske vilkår, men de grundlæggende økonomiske rammer skal være til stede.
Landdistriktskommuner går længere på literen
Sat på spidsen kan man sige, at den generelle adgang til velfærd er på et lavere niveau i landdistrikts-kommunerne end i større bykommuner. Det endda selvom man i land-, yder- og ø-kommunerne ”går længere på literen” ved, at man får maksimalt service for hver enkelt krone. Landdistriktskommunernes resultater er svære at se i statistikkerne, når man samtidig er udfordret af demografien med mange svage og ældre borgere samt de store geografiske afstande, hvor borgerne bor mere spredt.
Det kommer til udtryk på mange politiske områder. I land- og yderkommunerne er der dårligere offentlig transport, der sammenlægges overbygninger, lukkes skoler og daginstitutioner. Desuden lægger de specialiserede områder beslag på mere og mere af budgettet, hvilket presser serviceniveauet på almen-området. Samtidig er der langt til det nærmeste lægehus med noget så basalt som en læge til stede!
Og netop ældreområdet og sundhedsområdet bliver en tiltagende udfordring i de næste mange år. Det skyldes, at andelen af ældre borgere i land-, yder- og ø-kommuner bliver større, og forventes at stige mere end i resten af landet frem mod 2050. Det betyder, at de dele af landet, hvor der er størst behov for en velfungerende ældrepleje samt et stærkt sundhedsvæsen, typisk også er de områder, der har dårligst adgang til sundhedsvæsnet, og hvor kommunerne er pressede på ressourcer til ældreområdet.
Derudover er omkring hver tredje skole i landdistrikterne lukket siden 2010, og det skyldes ikke kun faldende børnetal, men helt klart også økonomi. Det betyder, at mange lokalsamfund kommer i tilbagegang og endog i decideret krise og afvikling. Skolelukningerne betyder også, at skolebørn i stigende grad bliver afhængige af en offentlig transport, der løbende forringes, så det ikke længere er unormalt, at børn har en times transport både morgen og aften.
Det kan ikke være rimeligt. Hver eneste dag bevæger gruppen af landdistriktskommuner sig længere og længere væk fra det centrale omdrejningspunkt i regeringsgrundlaget, nemlig ”et Danmark i bedre geografisk balance”, som følge af manglende økonomi til kommunerne og stramme begrænsninger i, hvad kommunerne må bruge pengene til, og hvornår de må bruges.
Ikke flere lappeløsninger, tak!
Som en del af kommunernes økonomiaftale for 2024 blev puljen til ”særligt vanskeligt stillede” kommuner hævet fra et udgangspunkt på 350 millioner til 734 millioner kroner. Det tyder altså på, at der er en klar viden om, at nogle land- og yderkommuner står i en særligt udfordret situation, men i stedet for at tage fat ved problemets rod: Et skævt udligningssystem, så forsøger man med lappeløsninger i kommunernes fælles økonomiaftale med regeringen.
I landdistrikterne er man vant til at være afhængig af alverdens puljer og forsøgsordninger, og man er eksperter i at skabe innovation og udvikling for begrænsede midler. Men når det kommer til den kommunale økonomi, er det useriøst, at udligningsordningen ikke er bedre til at sikre bare nogenlunde ens velfærdsniveauer. Landdistrikternes Fællesråd kæmper for et land i geografisk balance. Det kræver, at man tager de økonomiske udfordringer i land- og yderkommuner alvorligt. Det kræver en ny tilskuds- og udligningsreform.