Af Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd & Søren Søndergaard, formand for Landbrug & Fødevarer
Når 400 traktorer indtager Kalvebod Brygge, kan man mærke byens beton ryste under sig.
Der er de rystelser, som skyldes den tonstunge vægt fra maskinerne, og så er der de rystelser, der nok ikke kan måles på richterskalaen – men som alligevel kan aflæses som seismiske bevægelser i vores fællesskab. Historien om demonstrationerne er nemlig også historien om et lille land med store forskelle.
Et land, der udvikler sig i to meget forskellige retninger. Det har mange nok glemt for en stund, men udfordringerne er ikke forsvundet.
Er løsningen lokalt vrede demonstrationer og uforsonlig retorik? Det er der mange meninger om, men én ting er i vores øjne sikkert: Vi forstår godt, hvor frustrationen kommer fra. Og det er derfor vores helt klare opfordring, at der skal politisk handling til, hvis ikke den meget klare opdeling af Danmark skal ende i oprør, som vi kender dem fra udlandet, f. eks. – uden sammenligning i øvrigt – de gule veste i Frankrig.
Det er kun lidt over fem år siden, at folketingsvalget i 2015 gav store vælgervandringer uden for de største byer og demonstrerede, at der er dybe kløfter mellem land og by.
Det blev kaldt et oprør fra udkanten.
Et stort antal danskere sagde meget klart, at de vil lyttes til, og at deres perspektiver skal tages seriøst af beslutningstagerne.
Nu ruller utilfredsheden igen.
Alligevel kommer det igen og igen bag på mange meningsdannere, typisk centreret omkring de store, danske byer, at mistilliden og vreden ulmer på landet. For fra dette perspektiv er der egentlig ret bred enighed om, hvordan verden ser ud og bør se ud.
Det er bare ikke tilfældet.
Ser man eksempelvis på den økonomiske udvikling efter finanskrisen, så dækker den over store geografiske uligheder.
Mens bykommunerne i dag er endnu bedre stillet, end før finanskrisen ramte, så er beskæftigelsen i mange land-og yderkommuner fortsat langt under niveauet i 2008. Så det er selvfølgelig vigtigt, at vi taler om coronakrisens påvirkning af dansk økonomi, men herude er vi altså ikke engang kommet os oven på finanskrisen endnu, hvis man måler på antallet af arbejdspladser.
Nu står vi igen i en krise. Og også denne gang risikerer vi, at det er landdistrikterne, der på sigt kan komme til at betale den højeste pris. Aflivningen af mink, som skete på baggrund af myndighedernes anbefalinger, og en de facto lukning af minkerhvervet koster ikke alene omtrent 6.000 arbejdspladser i landdistrikterne. Oveni sker også et tab af identitet og lokal sammenhængskraft, som ikke kan gøres op i nogen finansministeriel kugleramme.
Samtidig rammer eksportnedgangen som følge af covid-19 de produktionsvirksomheder, der ligger uden for de største byer. Og i modsætning til andre sektorer, som har oplevet mere pludselige problemer som følge af nedlukninger, så vil konsekvenserne gradvist udfolde sig i de kommende måneder og år. Når vaccinen forhåbentligt har bragt normalitet tilbage til hverdagen, hvem husker så, at hverdagen ude i landdistrikterne ikke bare vender tilbage af sig selv? Vi har behov for politikere, der lytter. For når hverdagen vender tilbage, så er der stadig et markant efterslæb i de områder af Danmark, der længe har været glemt.
Der er brug for klare planer og visioner for at skabe nye erhverv og ny udvikling i det tomrum, minkfarmene efterlader.
Rigtig mange mindre erhvervsdrivende, herunder landmænd, føler, at mængden af bureaukrati, bøvl og regler uden hold i virkeligheden tager lysten og glæden ved at være selvstændig væk. Vi har brug for, at afstanden mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der skal leve beslutningerne ud i livet, bliver mindre.
Udviklingen i kølvandet på finanskrisen og slagene fra coronakrisen var i virkeligheden blot en eskalering af en allerede eksisterende tendens, som har præget Danmark de seneste årtier. Produktionsarbejdspladser kunne med fordel outsources til Fjernøsten – herhjemme skulle vi jo alene leve af viden og innovation. Centralisering af den offentlige sektor og uddannelserne. En klar prioritering af universiteter og gymnasier over erhvervsuddannelser. Men heldigvis er flere og flere ved at få øjnene op for, at det ikke er vejen frem.
Klimakrisen risikerer at forstærke mange af de negative tendenser, hvis ikke den gribes an på en klog måde. Der er lige nu bred folkelig opbakning til klimahandling. Det er et enormt stærkt udgangspunkt.
Og det vil vi bidrage til i Landbrug & Fødevarer og i Landdistrikternes Fællesråd. For ude i landdistrikterne lever vi mest af alt af produktion.
Det er her, en stor del af den tunge industri og fødevareproduktionen ligger. Det er her, mange af de arbejdspladser, der tjener eksportkroner hjem til Danmark, er.
Og den type arbejdspladser og virksomheder udleder alt andet lige mere end de kreative erhverv, den finansielle sektor eller serviceerhvervene, der typisk ligger i byerne.
Vi er dedikerede til den grønne dagsorden. Klimakrisens konsekvenser rammer ikke mindre hårdt i landdistrikterne – tværtimod.
Mens global opvarmning muligvis forlænger udeserveringerne i Nyhavn, så ødelægger det ekstreme vejr høsten med enten kraftig regn og mudder eller for meget blå himmel og afsvedet korn på markerne.
Vi er ikke klimaskeptikere. Tværtimod.
Fødevarevirksomhed efter fødevarevirksomhed og landbruget som helhed har meldt ud, at visionen er klimaneutralitet i 2050.
Men der skal løbes en masse klimakilometer allerede inden 2030, og det er først og fremmest os, der skal løbe dem. Der er brug for, at vi får alle med.
I sommer kom Landdistrikternes Fællesråd og Landbrug & Fødevarer med vores bud på, hvordan man genstarter hele Danmark oven på krisen og sikrer en ambitiøs og ansvarlig grøn omstilling. Der er brug for, at man lærer af de fejl, der blev begået i tiden efter finanskrisen.
Vi vil have en langsigtet plan med ambitiøse og forpligtende mål for landdistrikterne frem mod 2030. Vi mener eksempelvis, at det bør være et selvstændigt mål at styrke den private beskæftigelse i land-og yderkommunerne med fem procent i 2030, ligesom bnpvæksten frem mod 2030 som minimum skal være på niveau med resten af landet.
Vi er klar til at knokle og bidrage.
Derfor opfordrer vi til ambitiøse investeringer, som både styrker den grønne omstilling i landdistrikter og yderkommuner, og som samtidig styrker vækst og arbejdspladser i alle dele af landet. Klimadagsordenen skal være for de mange, ikke de få.
Vrede er sjældent en konstruktiv følelse. Og demonstrationer med traktorer og fiskekuttere løser ikke de store strukturelle udfordringer, som vi ser ind i som samfund.
Men de bør rejse spørgsmålet: Hvorfor opstår vreden? Og hvordan håndterer vi den i fællesskab? I vores øjne skyldes det en diskussion, der er større end minksagen og covid-19. Det handler om, at man føler sig overset. At vi – os, der repræsenterer de danskere, der lever, arbejder og producerer ude på landet – føler os glemt i mange af de store politiske diskussioner, som kommer til at præge vores samfund i de kommende generationer.
Vi kan levere løsningerne, samtidig med at vi leverer indtjening til Danmark og velfærdssamfundet.
Og vi ønsker bæredygtige og attraktive landdistrikter, hvor flere flytter til. Men vi skal have de rette rammer fra politikerne og respekt for kompleksiteten i de udfordriger, som vi skal håndtere.
Vi har brug for, at afstanden mellem dem, der træffer beslutningerne, og dem, der skal leve beslutningerne ud i livet, bliver mindre.
Kronikken er også blevet bragt hos Jyllands-Posten.